Gå til hoved-indhold
28. april 2026 - kl. 19.04

Santeri Suistio færdig i White Hawks - men et comeback afvises ikke

  • 1 af 1
Af: Michael Kristensen

Den finske back Santeri Suistio er færdig i Frederikshavn White Hawks, men klubben afviser ikke et comeback, når Santeri Suistio er tilbage efter sin alvorlige knæskade.

Tidligere i dag annoncerede Frederikshavn White Hawks et farvel til Thomas Spelling, Kevin Frydkjær, Alexander Lunsjö, Filip Persson, Max Zimmermann, og Santeri Suistio. Flere af dem markante profiler for høgene gennem flere år, hvor især den finske back Santeri Suistio har været en god og trofast mand for klubben.

Den 28-årige finne har spillet næsten 230 kampe for White Hawks og blev hentet til klubben på en lejeaftale af den tidligere cheftræner Jari Pasanen tilbage i 2018.  Siden blev det til en fast kontrakt, og også et par afstikkere væk fra klubben igen, hvor han blandt andet nåede en sæson i Herning Blue Fox, inden han igen vendte snuden nordpå til rødspættebyen.

For Santeri Suistio har et helt specielt hjerte for klubben og Frederikshavn og har også fået en kæreste fra byen, så det er en nærmest lokal mand, som klubben i dag har taget afsked med.

Han var med i Metal Final4-triumfen i 2020, hvor holdet besejrede Rungsted 2-0, og der blev festet i klubben og byen i flere dage. Men nu er festen altså slut for den sympatiske finne i Frederikshavn.

I begyndelsen af 2026 blev han ramt af en korsbåndsskade i en udekamp mod Esbjerg, og siden har Santeri Suistio kæmpet med operation og genoptræning.

- Jeg gennemgik en vellykket operation og genoptræner. Jeg er virkelig optimistisk omkring mit knæ lige nu, hvor alt er gået godt indtil videre. Jeg er glad for at spille ishockey på professionelt plan, og jeg håber, og vil elske at fortsætte min karriere, og jeg er villig til at arbejde for det, siger finnen til Kanal Frederikshavn.

Selvom den sidste sæson ikke blev særlig vellykket i White Hawks, ser Santeri Suistio tilbage på sin tid i Frederikshavn med stor glæde og taknemmelighed.

- Jeg har nydt min tid i byen og klubben, og dette sted er blevet noget særligt for mig. Den sæson, vi lige har afsluttet, var som hold og personligt en skuffelse, men det eneste jeg og klubben kan gøre, er at se fremad.

Fremad for Santeri Suistio er i første omgang færdiggørelse af genoptræning. Herefter vil han begynde at se på, hvor han kan fortsætte sin karriere.

- Jeg har ikke kontrakt med en klub og ville ønske, at der er nogle, der vil give mig en chance, så jeg kan bevise mig overfor dem. Jeg ser mig selv spille igen i løbet af 2026, men lige nu er fokus på mit knæ og få det så stærkt som muligt ved genoptræning. Men er der et hold, der står og mangler en back i november, så er de velkommen til at ringe til mig nu, kommer det med et smil fra finnen.

Måske mangler White Hawks en back i november?

General Manager i Frederikshavn White Hawks, Henrik Andersen, er ikke afvisende for et comeback til Santeri Suistio i den hvide trøje.

- Vi har været rigtig glade for Santeris indsats gennem mange sæsoner, og begge parter holder mulighederne åbne. Vi holder kontakten, men der er ingen forhåndskontrakt skrevet med ham. Men jeg vil ikke afvise, at han kan være en mulig substitut efter jul, hvis vi står og mangler, og han kommer godt igennem sit genoptræningsforløb, lyder det fra Henrik Andersen.

Muligheden for at holde kontakten er i hvert fald til stede, for Santeri Suistio bliver boende i Frederikshavn den næste tid sammen med sin kæreste.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...