Halløj på Badehotellet? Nej, byrådsmøde i Frederikshavn Kommune
Den engelske komedieserie "Halløj på Badehotellet" kan i november opleves i Det Musiske Hus i Frederikshavn, men det virkede som om, at der onsdag aften var forpremiere i nabobygningen, byrådssalen.
Det Konservative Folkeparti fremsatte en initiativsag vedrørende ejerstrategien for Frederikshavn Forsynings virksomheder, herunder bestyrelsens sammensætning og rolle.
Erik Kyed Trolle (A) er bestyrelsesformand for Frederikshavn Forsyning, og efter længe at have holdt sin mund i den lange debat, tog han ordet. Han lagde ikke skjul på, at forslaget og debatten føltes som en genudsendelse. Erik Kyed Trolle henviste til, at Det Konservative Folkeparti på det seneste byrådsmøde, 25. juni, ligeledes fremsatte en initiativsag med overskriften "Ejerstrategi og ledelsesstruktur i Frederikshavn Forsyning".
Socialdemokratiet tog - for anden gang på byrådsmødet - en timeout, hvorefter flertalspartiet var meget klar i spyttet.
- Vi kan ikke gå ind for det. Vi behøver ikke genudsendelser eller valgpropaganda. Lad os vise, at vi står sammen og komme videre. Der er allerede sat gang i tingene efter byrådsmødet 25. juni, sagde Erik Kyed Trolle.
Den udmelding undrede flere byrådsmedlemmer, for da Det Konservative Folkeparti fremsatte initiativsagen inden sommerferien, blev den stemt ned med stemmerne 20-9. Socialdemokratiet og SF stemte imod.
- Jeg har derfor brug for at høre, hvad der er sat i gang. Jeg synes også, det er forvirrende, lød det fra SF's Christina Lykke.
Jan Bjeldbak (V) bakkede op.
- Hvad pokker er det, der foregår? Denne proces er utroligt forvirrende, mente Venstres gruppeformand.
John Lamp Henriksen vidste heller ikke rigtigt, hvilket ben han skulle stå på. Socialdemokratiet forkastede jo sagen 25. juni, men nu kunne han forstå, at borgmester Karsten Thomsen alligevel havde sat gang i en proces med ejerstrategien.
- Arbejdet er i gang. Vi skal nok finde en løsning, og jeg skal nok komme med et forslag til, hvordan vi skal gøre. Vi kan godt finde hår i suppen, men jeg vil gerne samle byrådet om en ny ejerstrategi, som skal hjælpe de demokratiske processer, fortalte borgmesteren.
Midt i forvirringen glædede Jan Bjeldbak sig over den udmelding.
- Karsten Thomsen skal fortælle byrådet, hvad han har gang i. Nu må vi se, hvor den havner. Jeg er spændt på, hvad han har sat i gang. Vi vil give forbrugerne mere magt i Forsyningen, pointerede Jan Bjeldbak.
12 stemte for, mens 17 (Socialdemokratiet og løsgængeren Lone Haugaard) stemte imod.