- Det var et skidt valg, erkender socialdemokraten Peder Key Kristiansen
Peder Key Kristensen blev som den første socialdemokrat i næsten 100 år i Frederikshavn-kredsen ikke valgt til Folketinget. "Det var et skidt valg, både for mig personligt og for Socialdemokratiet i Frederikshavn-kredsen", erkender skagboen.
Når det er sagt, hæfter Peder Key Kristiansen sig ved to ting:
- Socialdemokratiet er fortsat det største parti, både i Frederikshavn og på landsplan
- Lokalt var folketingsvalget bedre end kommunalvalget og regionrådsvalget i november 2025. Ved kommunalvalget satte 26,1 procent af vælgerne deres kryds ved Socialdemokratiet. Ved regionrådsvalget var det 27,7 procent og ved folketringsvalget var det 29 procent.
- Så vælgertilslutningen har stabiliseret sig og er langsomt på vej tilbage mod +30 procent, vurderer Peder Key Kristiansen.
Hvad angår de personlige stemmer, har Mette Frederiksen slået den lokalt opstillede kandidat i næsten alle nordjyske valgkredse.
- Det tolker jeg som et ønske fra de socialdemokratiske vælgere om at vise direkte opbakning til Mette som statsminister. Eneste undtagelse er Thisted-kredsen, hvor Simon Kollerup får 65,9 procent af de afgivne stemmer, og Mette kun 16,1 procent, hvilket så også sender ham ind på en klar andenplads i forhold til personlige stemmer blandt de socialdemokratiske kandidater i Nordjylland. Men det har de altid kunnet i Thisted-kredsen. De forstår værdien af at stemme personligt på den lokale kandidat, mener Peder Key Kristiansen.
Efter det skuffende valg er det nærliggende at spørge, om han har mod på at genopstille i Frederikshavn-kredsen.
- Det er en drøftelse, vi tager i organisationen, smiler Peder Key Kristiansen.




































