DIN SAUNA med gus og gløgg på Neppens Havn
"Gløgg, Gus & Sauna" var titlen på et hyggeligt arrangement, som DIN SAUNA i går stod bag på Neppens Havn i Frederikshavn.
DIN SAUNA er en mobil sauna med gus og isbad, som de to frederikshavnere Ralf Nielsen og Anders Nørgaard har bygget med sans for kvalitet, hvor hygge og sanselighed er i højsædet. Saunaen er indrettet med et stort panoramavindue, så udsigten til naturen bidrager til en oplevelse ud over det sædvanlige.
DIN SAUNA er i saunaområdet beklædt med aspetræ, saunaovnen er med brændefyr og lavasten. Vognen er oplyst af den smukkeste stjernehimmel, der indbyder til ro og velvære for krop og sjæl.
- Vi leverer mobilsauna til udlejning med plads til 12 personer. For dig, der elsker et dyp i havet og nyde saunaens varme, giver DIN SAUNA mulighed for at købe enkeltbilletter med eller uden saunagus, oplyser Anders Nørgaard.
DIN SAUNA har allerede været rundt flere steder i Frederikshavn og omegn. Til Halloween By Night hoppede folketingskandidaterne Mette Hardam (V), Benjamin Jørgensen (SF) og Nana Harring (DF) en tur i isbadet, inden de lunede sig i saunaen i gågaden i Frederikshavn. DIN SAUNA deltog også i Crossfit Frederikshavns Knæk Cancer, ligesom den mobile sauna har været i Bratten og flere gange på Neppens Havn.
DIN SAUNA kører også gerne ud til firmaarrangementer, polterabend, fødselsdag, hygge med gutterne eller veninderne, event i sportsklubben eller hjemme på din privatadresse.
Videoen stammer fra arrangementet i går på Neppens Havn. Den er lavet af Henning Larsen.