Emil Sørensens Eftf. A/S solgt til Erik Lytzen a/s
El-installationsvirksomheden Emil Sørensens Eftf. A/S på Knivholtvej i Frederikshavn er pr. 1. maj 2025 solgt til Erik Lytzen a/s med hovedsæde i Hjørring.
Emil Sørensens Eftf. A/S er en traditionsrig installationsvirksomhed, der har eksisteret i mere end 100 år. Et nyt kapitel i virksomhedens historie er nu klar til at blive skrevet, når virksomheden fra torsdag 1. maj bliver en del af Erik Lytzen a/s.
- Jeg er kommet dertil, hvor jeg ønsker at give stafetten videre, og jeg kan ikke se nogen bedre til dette end Lytzen. Vi har tidligere været i dialog herom for 10 år siden, men dengang var tidspunktet ikke det rigtige. Efterhånden som tiden er gået, kan jeg mærke på mig selv, at det er det rigtige tidspunkt, siger Søren Selsmark-Larsen, ejer og adm. direktør hos Emil Sørensens Eftf. A/S.
- Mit kendskab til Lytzen er kun positivt, og jeg har respekt for den udvikling, som Lytzen har været igennem. Samtidig er jeg tryg ved, at mine dygtige og loyale medarbejdere er sikret en god fremtidig arbejdsplads. Jeg er virkelig godt tilpas med dette udfald, fortsætter Søren Selsmark-Larsen.
Under det nye ejerskab vil de 24 dedikerede medarbejdere fra Emil Sørensens Eftf. A/S fortsætte med at levere den høje standard af service, som virksomheden har ydet de sidste mange år, og vil fortsat være en vigtig del af lokalsamfundet.
Foruden el-installation og energioptimering beskæftiger Emil Sørensens Eftf. A/S sig med sikrings- og alarmteknik, som dermed bliver tilføjet som et nyt forretningsområde hos Erik Lytzen a/s.
Hos Erik Lytzen a/s er det med stolthed, at virksomheden overtager stafetten fra Søren Selsmark-Larsen.
- Vi er glade for, at Søren kontaktede os. Vi kender Emil Sørensens Eftf. som en ordentlig og veldrevet virksomhed, så vi er stolte over at skulle videreføre virksomheden som en del af Lytzen-familien. Vi glæder os til at byde de nye medarbejdere velkommen og få dem integreret i Lytzen, udtaler Anders Nielsen, medejer og adm. direktør hos Erik Lytzen a/s og fortsætter:
- Vi lægger stor vægt på, at virksomheden kører videre som hidtil for at gøre overgangen så let som muligt for såvel medarbejderne som kunder og samarbejdspartnere. Derudover er vi glade for at få en alarm-afdeling i vores virksomhed.
Med overtagelsen har Erik Lytzen a/s nu i alt otte afdelinger, der udover den nye afdeling i Frederikshavn tæller Skagen, Hirtshals, Løkken, Hjørring, Aalborg, Aarhus og Grønland. Antallet af medarbejdere runder med overtagelsen 210.
Erik Lytzen a/s beskæftiger sig med alle tekniske installationer, herunder el, VVS, blik, ventilation, køl, industri og CTS.