Gå til hoved-indhold
30. april 2025 - kl. 16.04

Ordmaskinen satte ord på krigens stemmer 

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

Blackout poetry, en prædiken af Kaj Munk og freestyle rap var med til at gøre dansktimen levende i årets udgave af Ordmaskinen. Et fælles initiativ for 2.gere på Frederikshavn Gymnasium og HHX handelsgymnasiet på Frederikshavn Handelsskole. Temaet for alle aktiviteterne var 2. verdenskrig.

Midt på scenen i Maskinhallen blev en danskunderviser pludselig bortført af tre tyske soldater – og med det var årets udgave af Ordmaskinen skudt i gang for alle 2.gere på Frederikshavn Gymnasium og HHX handelsgymnasiet på Frederikshavn Handelsskole.

Ordmaskinen er en anderledes fagdag i dansk, hvor ordet vækkes til live, som dansklærere og bibliotekarer fra gymnasiet og handelsskolen arrangerer sammen i et samarbejde med Maskinhallen.

- Formålet med Ordmaskinen er at dedikere en fagdag i ordets tegn. I år er temaet besættelse og befrielse i anledningen af 80-året for Danmarks befrielse. Eleverne kommer rundt på forskellige stationer i midtbyen, hvor de møder ordet i forskellige versioner. Det er en fornøjelse, når vi kan trække undervisningen ud af de vante rammer på skolerne og få nye faglige input, Helene Mentz, lektor på Frederikshavn Gymnasium.

Eleverne skulle i løbet af dagen rundt i midtbyen på forskellige stationer, hvor ordet blev brugt på forskellig vis. Eleverne kunne for eksempel møde sognepræst Mads Callesen, som prædikede i skikkelse af Kaj Munk i Frederikshavn Kirke.

På biblioteket kunne de skabe nye værker ved at lave blackout poetry med ord fra Astrid Lindgreens krigsdagbøger fra 9. april 1940 og fra april/maj 1945. Værkerne udstilles efterfølgende på skolerne, på kunstmuseet og biblioteket.

Hos Filmmaskinen lavede eleverne små film under overskriften "Kan man filme en befrielse?" baseret på befrielsesbudskabet, som blev bragt i radioen 4. maj 1945.

På gymnasiet bød to lokalhistorikere inden for og lod eleverne arbejde med breve fra personer, der aktivt deltog i modstandskampen, og Kystmuseet satte eleverne på jagt efter snublestenene i midtbyen, som markerer adresserne for lokale modstandsfolk.

Dagen sluttede med freestyle rap i Maskinhallen.

For eleverne er det en dag, hvor dansktimerne vendes på hovedet med nye oplevelser og måder at bruge ord på.

- Det er en fed måde at lave undervisning på. Det har været en dag, hvor vi kunne være kreative og gå i dybden med nogle ting.  Blackout poetry var rigtig sjovt. Vi fik lov til at bruge vores fantasi samtidig med, at vi lærte noget ved at læse teksterne. Man tænkte ikke over, at det var skolearbejde, siger Magnus Moseby Petersen og Magnus Nørregaard Pedersen fra Frederikshavn Handelsskole.

Anna-Maja Hansen og Ida-Maria Hviid Larsen fra Frederikshavn Gymnasium er enige:

- Det har været en sjov dag, hvor vi selv skulle deltage meget aktivt for eksempel ved at optage en video. Lærerne har været gode til at planlægge nogle aktiviteter og indslag, som passer godt til os. Det var fedt at få en opgave og så få frie tøjler til at løse den.

Det er andet år, at de to gymnasier går sammen om en fagdag i dansk for eleverne.

- Vi er rigtig glade for, at vi igen i år kan samle eleverne på 2. årgang fra gymnasiet og handelsskolen til Ordmaskinen - en hel dag, hvor vi arbejder med ord i forskellige sammenhænge. Det styrker også fællesskabet blandt de unge i byen, når vi slår os sammen på den måde, siger Louise Lundgreen, lektor på Frederikshavn Handelsskole.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...