"Omvendt" vælgermøde om turisme og kultur
Socialdemokratiet inviterer alle interesserede til et "omvendt" vælgermøde om turisme og kultur. Mødet finder sted tirsdag 4. november kl. 19.00-21.00 i det gamle turistbureau på Skandiatorv i Frederikshavn.
- Hvad sker i den branche, vi så beskedent har døbt "Det tredje vækstspor"? En branche med meget smukt indhold og store potentialer. Men hvor er den på vej hen, og hvilke problemer tumler den med? Og hvilke forventninger har den til det nye byråd og de næste fire år?, siger byrådskandidat Niels Østergaard om baggrunden for mødet.
Socialdemokratiet har lånt det gamle turistkontor på Skandiatorv. Det ligger tæt på midt i den langstrakte kommune.
Invitationen gælder alle aktører indenfor området. Store som små.
- Vi vil gerne starte en god debat på et oplyst grundlag. Derfor har vi bedt et udvalg af de inviterede aktører om at forberede et to minutters indlæg, hvor de fortæller om, hvad de arbejder med nu, hvor de er på vej hen, og hvilke udfordringer de kan se i fremtiden, siger Niels Østergaard.
Han oplyser, at Socialdemokratiet selvfølgelighar inviteret de andre partier.
Aftenens dagsorden er enkel:
- Velkomst
- 2 minutters indlæg fra branchens aktører
- Debat
- Opsamling og afrunding
- Vi arbejder ikke med et panel. Politikere får ikke særskilt taletid. Men alle må selvfølgelig gerne svare på spørgsmål og stille dem. Mødet er naturligvis åbent for interesserede borgere. Vi forventer en aften, der naturligt former sig efter de temaer, der bliver anslået, og de retninger debatten udstikker. Og vi håber på et fremadrettet udbytte, udtaler Niels Østergaard.
Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) mener, at Frederikshavn Kommune har mange strenge at spille på i udviklingen af kommunen.
- Turismen og oplevelsesøkonomien er en af dem. Jeg ser frem til en aften, hvor vi kan få det rette fokus på et frugtbart vækstspor med et enormt potentiale, siger Anders Brandt Sørensen.
Niels Østergaard oplyser, at oplevelsesbranchen oplever en kraftig vækst i disse år.
- Vi har et ganske godt udgangspunkt i kommunen for at være med på denne optur. Vi skal kende vores "besøgstid", og det er nu. Vi har alle chancer for at få vores del og samtidig få en mere levende og sjov kommune. Vi skal skabe et smukt fælles erhvervsudviklingsprojekt, håber Niels Østergaard.