Husejer vågnede, da tyv stjal udendørs PH-kobberlampe i Skagen
Weekenden bød på endnu et tyveri i Skagen af en dyr udendørslampe. Der har været over en håndfuld af disse tyverier i løbet af sommeren og efteråret.
Og noget tyder på, at der er tale om en tyveknægt med et lokalt tilhørsforhold. Søndag kl. 04.36 flygtede tyven i hvert fald på en cykel.
En mand vågnede i sit hus på Ydunsvej i Skagen, fordi han kunne høre spektakel udenfor. Da han kiggede ud af vinduet, bemærkede han en mand.
Tyven valgte straks at flygte på en cykel, og manden i huset kunne se, at tyven havde noget under armen. Det viste sig at være en PH-kobberlampe, som var rykket ud af husmuren på Ydunsvej.
Vidnet beskriver tyven som cirka 40 år, almindelig højde og iklædt mørkt tøj. Det var dog svært at se i mørket, så signalementet skal tages med et gran salt.
- Vi har haft over en håndfuld af disse tyverier af dyre udendørslamper i Skagen, så vi hører gerne fra folk, der enten natten til søndag har bemærket en mand på cykel med en lampe under armen eller er blevet tilbudt en billig udendørslampe, siger politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Politiet træffes på 1-1-4.
PH-kobberlampen, som blev stjålet i weekenden, har en værdi af 13.000 kroner.
I Frederikshavn blev der fredag anholdt henholdsvis en spritbilist og narkomotorcyklist.
En 71-årig mand fra Frederikshavn blev fredag eftermiddag sigtet for spritkørsel, da han blev stoppet i den nordlige del af Frederikshavn.
Fredag aften valgte politiet at stoppe en motorcyklist i Sønderjyllandskvarteret. Politiets test viste, at motorcyklisten - en 19-årig mand fra Frederikshavn - var påvirket af narko.