Madindsamling til trængte familier og hjem i Frederikshavn og omegn
Fra 20. oktober til 3. november er der madindsamling til trængte familier og hjem i Frederikshavn og omegn. Bag initiativet står fire folkekirker i Frederikshavn Kommune: Abildgård Kirke, Bangsbostrand Kirke, Frederikshavn Kirke og Strandby Kirke.
Målet med madindsamlingen er at sikre, at trængte familier og hjem ikke står uden basale fornødenheder, når pengene er små og priserne høje.
- Vi vil gerne tage ansvar i vores by og kommune, så vi kan give og modtage hjælp og vise hinanden næstekærlighed. Med små konkrete handlinger kan vi være til stor hjælp for hinanden, fortæller Heidi Ettrup Lehm, som er daglig leder i Abildgård Kirke.
Kirkerne håber på bred deltagelse fra borgere, lokale virksomheder og andre, der ønsker at være med til at gøre en konkret forskel i Frederikshavn Kommune.
- Sammen kan vi vise, at omsorg og hjælpsomhed flytter bjerge og letter hverdagen for dem, der har mest brug for det. Samarbejdet mellem kirkerne gør det muligt at nå flere donorer og varme hjerter, som vil give en hånd med - så endnu flere husholdninger i øget økonomisk pres kan få støtte. Med de stigende priser på fødevarer og generel økonomisk udfordring bliver indsatsen mere nødvendig end nogensinde, og derfor sætter kirkerne nu fokus på en fælles madindsamling, siger Heidi Ettrup Lehm.
Der indsamles mad fra 20. oktober til 3. november. Madvarerne kan afleveres i indsamlingsbokse ved de fire kirker i åbningstiden.
- Abildgård Kirke, Abildgårdsvej 56, Frederikshavn
- Bangsbostrand Kirke, Søndergade 204, Frederikshavn
- Frederikshavn Kirke, Kirkepladsen 6, Frederikshavn
- Strandby Kirke, Strandvej 67, Strandby
Disse varer står på ønskelisten: Tørvarer som f.eks. pasta og ris, havregryn, kartoffelmel-pulver, knækbrød, marmelade, madolie, toiletpapir og konserves som f.eks. tomat, kikærter, bønner, fisk, syltet frugt, suppe, færdigretter og langtidsholdbar mælk.
Der modtages ikke kølevarer, frisk frugt og grøntsager, da kirkerne ikke har kølefaciliteter og mulighed for at opbevare disse varer.
Kirkernes initiativ er en del af ELSK Frederikshavn-indsatsen, der ønsker at styrke lokalsamfundet ved at samle overskud og behov på tværs af sognegrænser.
- Vi beder om hjælp fra alle, som har mulighed for at bidrage. Både med små og større donationer. Hjælp os, når vi har madindsamling, lyder det fra Kristian Jørgensen, som er frivillig i ELSK Frederikshavn, der håber på solid opbakning fra hele kommunen.