Hotspot skal virksomhedsoverdrages til det nye ungehus
Borgmesterkandidat Christina Lykke (SF), formand for Børne- og Ungdomsudvalget, og Kristian Tornby, faglig sekretær og formand FH, har skrevet dette indlæg: Hvis det står til os, er svaret klart: Hotspot skal virksomhedsoverdrages til det nye ungehus.
Det betyder, at både indhold og personale følger med. For det er ordentligt, og det er den bedste løsning for både de ansatte og vores børn og unge. Vi skal ikke smide gode kræfter ud med badevandet.
De ansatte har gået alt for længe i uvished om, hvad der skal ske. Det er ikke rimeligt. Ordentlighed handler også om at skabe tryghed for dem, der hver dag løfter vores fælles ansvar og skaber tryghed for andre.
Hotspot løser i dag en vigtig opgave for kommunen – nemlig at give vores børn og unge den bedste fritid i et stærkt fællesskab. Det kommende ungehus skal laves sammen med dem, ikke udenom dem.
Der er mulighed for virksomhedsoverdragelse – og SF er klar til at tage det politiske ansvar for at sikre, at det bliver sådan.
For det bedste ungehus skabes ikke af politikere på et møde, men af mennesker med erfaring, hjerte og engagement.