Gå til hoved-indhold
01. maj 2025 - kl. 00.05

Forbud mod politiske møder på biblioteker undrer flere byrådspolitikere

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Hvorfor i alverden må biblioteker og kulturhuse i Frederikshavn Kommune ikke længere bruges til nogen form for politisk virke? Det spørgsmål ville Jan Bjeldbak (V) og Christina Lykke (SF) gerne have besvaret på onsdagens byrådsmøde.

 

Borgmester Karsten Thomsen (A) undlod dog at svare.

- Vi skal drøfte sagen på vores gruppeformandsmøde på mandag. Her finder vi ud af, hvordan vi gør det bedst muligt, sagde Karsten Thomsen.

Det er administrativt blevet besluttet, at blandt andet biblioteker og kulturhuse ikke må bruges til nogen form for politisk virke. Det gælder både til det kommende kommunalvalg og ved alle fremtidige valg. Borgmesterkandidaterne Jon Andersen (V) og Anders Brandt Sørensen (A) har i læserbreve kritiseret denne beslutning.

- Og hvor har Jon og Anders denne information fra? Vi har intet hørt, konstaterede Christina Lykke.

Jan Bjeldbak bemærkede, at byrådet så sent som i januar besluttede at gøre det nemmere at komme igennem med borgerforslag. Det skete blandt andet for at styrke demokratiet.

- Demokratiet er vigtigt for os. Vi vil gerne rundt til borgerne i hele kommunen og mødes på alle mulige fronter, og derfor undrer det mig, at vi ikke længere må bruge kommunale bygninger til politiske arrangementer. Sådan en beslutning skal da ikke pakkes ned i et gruppeformandsmøde. Hvad er din holdning, Karsten?, spurgte Jan Bjeldbak.

Der kom ikke et svar fra borgmesteren. Jan Bjeldbak og Christina Lykke må vente til gruppeformandsmødet på mandag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...