Gå til hoved-indhold
01. maj 2025 - kl. 01.05

142 års fødselsdag fejres med kagemand og underholdning i gågaden

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK fejrer fredag og lørdag sin 142 års fødselsdag. Det sker med kagemand og en lang række spændende oplevelser i Frederikshavn midtby for især børn, men også for voksne.

- Butikkerne bugner med lækre forårsvarer, og vi forsøger at skabe nogle festlige rammer omkring handelens 142 års fødselsdag. I samarbejde med Mesterbageren serverer vi ved samlingsscenen ved Jerrys kaffe, kagemand og saft fredag kl. 15.00. Det gælder så længe, at der er kage på lager, men allerede kl. 14.00 kan man pynte cupcakes på Fisketorvet sammen med Stine fra Bakkens Bageri, og fra samme tidspunkt er Ruth og Julle klar ved Ths. Bergsgade, hvor der er gratis ansigtsmaling, tattoo, ballondyr og konkurrence, fortæller handelschef Dan Kobberup.

Lørdag er der fra kl. 11-00-14.00 BØRNEROBINSON-dyst på Fisketorvet, hvor The Sky Is Blue står for festlighederne.

- Børnene får mulighed for at lege og konkurrere i bedste Robinson-stil. Alt foregår i børnehøjde med godt humør, og ingen bliver stemt hjem fra øen, smiler Dan Kobberup og tilføjer:

- Børnene skal have lyst og mod til at gå ombord i nogle sjove og udfordrende små dyster. Der kæmpes blandt andet i præcision, udholdenhed, styrke, hurtighed og kløgt, og The Sky Is Blue er dommer. Ved siden af konkurrencen kan man lege og spille forskellige streetspil i området. Vi glæder os til at afvikle dette spændende event, og vi håber, at mange af områdets børn har lyst til at lege med og være med til at skabe en festlig dag.

For de voksne er Gademusikanten i gaden fra klokken 10 lørdag, hvor han spiller danske og udenlandske hits. Repertoiret er blandt andet Gasolin, Kim Larsen, Gnags, Sebastian, Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan.

Gademusikanten er kendt fra Den Gamle By i Aarhus, hvor han spiller kendte sange akustisk, og man kan selv ønske et nummer, som Gademusikanten kan spille.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...