Gå til hoved-indhold
22. november 2021 - kl. 23.11

Ducklings Esport: Første medaljer i LIGA-turnering

  • 1 af 5
    FOTO: Dorte Mariegaard
  • 2 af 5
    FOTO: Dorte Mariegaard
  • 3 af 5
    FOTO: Dorte Mariegaard
  • 4 af 5
    FOTO: Dorte Mariegaard
  • 5 af 5
    Se flere fotos under artiklen.
Af: Kanal Frederikshavn

Igennem efterårsmånederne har Ducklings Esport spillet turnering i både Counter Strike og Fortnite. Cirka hver tredje weekend har medlemmer af foreningen i Elling spillet mod andre klubber i Nordjylland, blandt andet Hobro Esport, Dall-Villaby Esport og Nørre Tranders Esport.

Klubbens Fortnite-hold mødtes om søndagen i E-Hytten i Elling, hvor de havde op til seks hold i gang på én gang. På turneringsdagen blev der spillet fire kampe, både mod klubkammerater og andre klubber.

I søndags var der finale i Fortnite og to af Ducklings drenge, William og Victor, endte på en flot andenplads.

- Det synes vi som forening er super sejt med tanke, på at drengene kun har spillet sammen siden september. Vi er stolte af dem og alle vores andre spillere, der kæmper det bedste, de har lært samtidig med, at de hygger sig med de andre på holdene. Vi har flere lovende spillere, som helt sikkert vil klare sig rigtigt godt, når en ny turnering starter op i det nye år, vurderer formand Dorte Mariegaard.

I Counter Strike-turneringen havde Ducklings i lørdags besøg af fire Esport-hold fra DGI Nordjysk LIGA, hvor hvert hold spillede to kampe. Ducklings selv havde to hold med udover de fire hold.

- Det er enormt dejligt at se, når holdene mødes på tværs af klubberne. Det giver så meget for os bag ved holdene at se spillere og trænere give det bedste af sig. E-hytten var fyldt til bristepunktet af forældre, søskende og de andre hold, der kunne følge kampene live inde i fællesstuen, fortæller Dorte Mariegaard.

Søndag 5. december skal begge hold til Hobro og spille finale. Og finalen skal afsluttes med et brag. Derfor har DGI valgt at lave et finalestævne på Hobro Stadion, hvor alle divisioner spiller deres sidste spillerunde + finaler mellem nr. et og to i hver pulje.

Loungen på Hobro Stadion vil være åben for alle fra kl. 10:15, hvor den først kamp begynder, og derefter er alle velkomne - både forældre, søskende, bedsteforældre eller andre, som bare gerne vil se nogle gode CS:GO kampe.

Endnu et af Ducklings Counter Strike-hold skal lørdag 27. november deltage i Ember Cup, hvor de er inviteret af Astralis, der i samarbejde med Amnesty International Danmark har lavet en ny stor dansk turnering, der er sat i verden for at skabe gode oplevelser for Counter Strike-spillere under 16 år. Astralis vil med Ember Cup skabe en tryg arena, hvor hold på alle niveauer kan være med.

Hvis Ducklings hold skulle være så heldig at komme i finalen, spilles den på Astralis Nexus i København.

- Ducklings Esport kan se tilbage på det første halve år med stor glæde. Klubben, trænerne og spillerne har oplevet og lært meget. Vi har mødt mange forældre og bedsteforældre, der har fået en større forståelse for Esporten, der er noget helt andet en chips og cola, mens der spilles på børneværelset, smiler Dorte Mariegaard.

Skulle du have lyst til at prøve enten Fortnite eller Counter Strike, er du meget velkommen til at kontakte Ducklings Esport

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...