Pokalbrag i Arena Nord med Rasmus Lauge og en særlig hyldest til Per Malmberg
Fredag venter en aften ud over det sædvanlige i Arena Nord, når Elitesport Vendsyssel tager imod Bjerringbro-Silkeborg i håndboldens pokalturnering for herrer. Rasmus Lauge og BSH kommer på besøg, men kampen bliver også en festlig anledning til at sige tak til Per Malmberg, der efter mange år som direktør i Arena Nord går på pension. Der venter håndbold, hyldest, aktiviteter og masser af stemning – og måske har hjemmeholdet fra 1. division også tænkt sig at give favoritterne fra Håndboldligaen kamp til stregen.
Der er lagt op til en håndboldfest, når Elitesport Vendsyssel fredag kl. 19.00 tager imod Bjerringbro-Silkeborg i pokalturneringen. På besøg kommer blandt andre Rasmus Lauge, og selv om BSH på papiret er storfavorit, har hjemmeholdet fra Vendsyssel tænkt sig at gøre kampen spændende.
- Når man går ind på banen, så spiller man for at vinde. Det gør man også i en pokalkamp, selv om det på papiret ser ud til at være et stærkt hold. Vi vil selvfølgelig forsøge at byde dem op til dans, siger direktør Rasmus Mølgaard, Elitesport Vendsyssel.
Men der er flere gode grunde til at finde vej til Arena Nord fredag aften. Kampen bliver nemlig samtidig rammen om en stor hyldest til Per Malmberg, der går på pension efter mange år som direktør i Arena Nord. For Rasmus Mølgaard er det svært at overvurdere Pers betydning for byen og egnen.
- Hvis man spørger folk rundt i Frederikshavn, så tror jeg også godt, man ved, hvad Per har betydet for byen, og hvad Arena Nord betyder for byen. Det er svært at sætte ord på.
Han fremhæver især Per Malmbergs evne til at turde tænke stort.
- Per kommer jo fra et foreningsliv, hvor han har haft den her drøm om at få en kæmpestor arena i Frederikshavn. Han har haft mod til at turde drømme om den, holde fast i den – og så lykkedes det.
Det er også derfor, fredagens kamp ifølge Mølgaard er en oplagt anledning til at sige tak.
- Det er selvfølgelig også at komme og vise Per den hyldest, han fortjener for det arbejde, han har lavet i Arena Nord. Men samtidig kan folk komme og se, hvad Elitesport Vendsyssel, som spiller på FfI's licens, egentlig er for noget.
Og der bliver skruet op for festen allerede inden kampstart: Fanzonen åbner kl. 17.00 med aktiviteter for børn.
Derudover har Elitesport Vendsyssels maskot Kroko Loco tilsyneladende fået pokalfeber. Han er så spændt på sin debutkamp, at han har købt 100 billetter, som han vil dele ud af.
Hold øje med Elitesport Vendsyssels Facebook torsdag, hvor Kroko Loco afslører mere om hans mange billetter – mon han har en til dig?
Og når man først er kommet indenfor, venter der mere end håndbold. Til kampen udkommer et 32 sider langt kampprogram,som Elitesport Vendsyssels samarbejdspartner HJ Kontorcenter har sponsoreret. Programmet indeholder blandt andet et eksklusivt interview med Rasmus Lauge og et portræt af personen Per Malmberg.
Elitesport Vendsyssel sender samtidig en stor tak til de lokale virksomheder og butikker, der har valgt at annoncere i kampprogrammet – og til sektionskøberne, som bakker op om klubben.
For Rasmus Mølgaard og Elitesport Vendsyssel handler fredagen også om at komme tættere på byen igen.
- Vi vil selvfølgelig gerne have, at folk kommer ned og ser, at vi også hører til i Frederikshavn Kommune, og at vi gerne vil være en del af Frederikshavn og omegn. Og mærke den opbakning, der nu er rundt omkring, siger direktøren.
Så ja – fredag er der faktisk en ganske god grund til at rejse sig fra sofaen.
- Kom og se Rasmus Lauge. Kom og mærk pokalstemningen. Kom og bak op om Elitesport Vendsyssel. Og frem for alt: Kom og vær med til at give Per Malmberg den hyldest, han fortjener, lyder opfordringen fra Rasmus Mølgaard.







































