Glenn Smed bliver festivalchef for FESTEN FOREVER
FESTEN FOREVER på Knivholt opruster organisationen og har tilknyttet Glenn Smed som festivalchef. Han får ansvaret for den daglige drift, struktur og videreudvikling af festivalen, der har en klar ambition: FESTEN FOREVER skal udvikle sig til Danmarks lækreste festival.
Efter sidste års FESTEN på Knivholt er arbejdet allerede i fuld gang frem mod næste udgave, der finder sted lørdag 19. september 2026. Og denne gang er der kommet nye kræfter ind i organisationen.
Glenn Smed er tiltrådt som festivalchef og skal sammen med initiativtagerne Christian Conradsen, Jan Bach og resten af holdet bag FESTEN FOREVER videreudvikle festivalen og skabe et endnu stærkere fundament for fremtiden.
- Jeg glæder mig helt vildt til opgaven. Der er allerede skabt noget helt særligt på Knivholt, og nu handler det om at få systematiseret, organiseret og videreudviklet alle de gode idéer. Ambitionen er stor: Vi vil skabe Danmarks lækreste festival, hvor musik, gastronomi, barer, indretning og stemning går op i en højere enhed, siger Glenn Smed.
Alt skal tænkes ned i detaljen
FESTEN FOREVER adskiller sig fra den traditionelle festival ved ikke kun at have fokus på musikken. På Knivholt skal gæsterne bevæge sig mellem forskellige universer med hver deres stemning, madoplevelser, barer og indretning.
Derfor er Glenn Smed allerede gået i gang med at skabe det samlede praktiske overblik over festivalområdet. Alt fra inventar, borde, stole og glas til belysning, udsmykning, varesortiment og arbejdsgange skal kortlægges og planlægges.
Han har samtidig været omkring flere af de mennesker, der står bag nogle af FESTEN FOREVERs karakteristiske universer. Blandt andre Freddy Rafn omkring FREDDY'S BAR samt Ole Post og Lars Frost omkring Discotheque Unique.
Erfaringerne fra sidste års festival skal bruges aktivt.
- Det er detaljerne, der skal gøre forskellen. Når gæsterne træder ind i en bar, restaurant eller et andet område på festivalen, skal det føles gennemført. De skal kunne mærke, at der ligger en tanke bag både møblerne, lyset, musikken, maden, glasset i hånden og hele stemningen omkring dem, fortæller Glenn Smed
Christian Conradsen får mere plads til det kreative
En vigtig del af Glenn Smeds rolle bliver samtidig gradvist at overtage en række af de praktiske og organisatoriske opgaver, der hidtil har ligget hos Christian Conradsen.
Det skal give festivalens initiativtager mere tid til netop det, der i høj grad har været drivkraften bag FESTEN: idéerne, oplevelserne og de kreative koncepter.
- Glenn kan noget, som vi har brug for i den fase, FESTEN står i nu. Vi har masser af idéer og ambitioner, men når arrangementet vokser, kræver det også endnu mere struktur og organisation. Glenn skal være med til at skabe det fundament, der gør, at vi både kan udvikle FESTEN og samtidig holde fast i alle de små skæve og kreative detaljer, som gør den til noget særligt, siger Christian Conradsen.
Fra havefest til festival på Knivholt
FESTEN har udviklet sig markant gennem årene. Det, der begyndte som WigWam Festival hjemme i haven for venner og familie, er siden vokset og flyttede sidste år ind i de historiske rammer på Knivholt.
Her er ambitionen at skabe en intim festivaloplevelse med livemusik, gastronomi, cocktails, øl og vin kombineret med gennemarbejdede miljøer og indretning.
Og ambitionerne stopper ikke ved 2026.
På længere sigt er visionen at udvikle FESTEN FOREVER til en festival over flere dage, der kan tiltrække gæster fra både lokalområdet og resten af landet.
- Vi tænker stort og drømmer højt. Men først og fremmest handler det om at skabe en fantastisk FESTEN FOREVER i september og bygge organisationen og konceptet endnu stærkere. Jeg har stor respekt for det, Christian og holdet allerede har skabt, og jeg glæder mig til at være med til at tage det næste skridt, udtaler Glenn Smed.




































