Dybfølt og rørende tak til afgået folketingsmedlem Bjarne Laustsen
Roserne og taksigelserne var mangfoldige, da Frederikshavn-kredsens afgåede folketingskandidat og medlem af Folketinget i næsten 30 år, socialdemokraten Bjarne Laustsen, lørdag holdt afskedsreception i Rønnerhavnen i Frederikshavn.
Mest rørende tale leverede den tidligere Falck-redder Erik Schack, der i 11 år måtte kæmpe for endelig at få tilkendt erstatning for sin arbejdsskade under en redningsaktion i en kutter i Strandby.
- Når du er ordentlig organiseret og baglandet er i orden, er der den støtte, der skal til, og jeg vil aldrig glemme din støtte, sagde en stærkt bevæget Erik Schack og mindedes, hvordan over 500 reddere havde forsamlet sig foran Christiansborg for at bakke op om hans erstatningssag.
Kenneth Bergen, tidligere formand for Dansk Metal og senere også byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Frederikshavn Kommune, havde sammen med Metal-kollegaen i Skagen, John Knudsen, en stor finger med i spillet om at få Bjarne Laustsen valgt som Frederikshavn-kredsens folketingskandidat efter Jens Risgaard Knudsen.
- Du har gjort det skidegodt, men der er stadig, som Risgaard også sagde dengang, meget at kæmpe for. Det skævvrider Danmark, at det er ene akademikere, der sidder i Folketinget, påpegede Kenneth Bergen, og fremhævede, at der stadig burde være store arbejdspladser, det stiller tillidsrepræsentanter op.
Talerækken var lang, og superlativerne om Bjarne Laustsens virke var talrige.
De fleste talere fremhævede Bjarne Laustsens store flid både, når det gjaldt om på tinge at fremføre de behov og ønsker lokale erhvervsorganisationer, virksomheder såvel private som offentlige, uddannelsesinstitutioner m.fl. måtte stå med.
- Nogle har lidt nedladende kaldt dig en sognerådspolitiker, men det er helt forkert, sagde således tidligere forstander for Skagen Skipperskole Jens Chr. Jensen og nævnte Laustsens interaktion med indtil flere ministre om at få somaliske fiskere hentet til Danmark, så de kunne blive uddannet til at fiske i stedet for at drive pirateri mod danske søfolk.
- Du har aldrig svigtet Skipperskolen, nu MARTEC. At et folketingsmedlem troligt indfandt sig til vores dimissionsfester betød meget for de 20-30 unge, der hver gang trods diverse udfordringer havde lykkedes med at gennemføre en uddannelse. Det betyder noget for disse unge, fremhævede Jens Chr. Jensen.
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet på Læsø, Folmer Hjorth Kristensen, takkede også varmt Laustsen for hans indsats for at få gennemført landevejsprincippet i færgepriserne.
- Før var det så dyrt at rejse til Læsø, at folk kunne rejse til Mallorca for de samme penge, nævnte Folmer Hjorth Kristensen.
Han fremhævede også Laustsens generelle indsat for nordjysk fiskeri.
- Der er 13 fiskere tilbage på Læsø, og hele øen er afhængig af fiskeriet, og hvor du også har gjort en stor indsats, nævnte Folmer Hjorth Kristensen.
Flere talere fremhævede Bjarne Laustsens utrættelige indsat i personsager.
Således kredsformanden for Socialdemokratiet Danni Nikolajsen.
- Du har kæmpet for almindelige mennesker hele dit liv., sagde FDanni Nikolajsen og fremhævede Laustsens holdning i debatten om efterlønnen, hvor han trodsede partidisciplinen.
- Du talte på vegne af de mennesker, der havde haft et langt og hårdt arbejdsliv, og også for de mennesker, der helt uretfærdigt blev udvist af Danmark. Heriblandt den lille thailandske pige og hendes mor, der blev udvist, da morens danske mand døde, men som ved din indsats kunne komme tilbage til bedsteforældrene.
- Du har altid formået at bevare jordforbindelsen og har været en fantastisk ambassadør for Frederikshavn, lød takketalen fra kredsformanden.
“Røde mor” alias tidligere formand for Socialdemokratiet i Frederikshavn, Helle Pedersen, partiets inderste sjæl, som Bjarne Laustsen kaldte hende, havde også mange roser til det afgående snart 73-årige nu byrådsmedlem i Støvring Kommune.
- Dit brud med partidisciplinen, hvor du gik imod forringelserne af efterlønnen, kostede dig nok en ministerpost, men til gengæld høstede du stor respekt for det her i kredsen, sagde Helle Pedersen og fremhævede også Bjarne Laustsens hustru, Sille, for hendes altid store opbakning til mandens utrættelige virke i kredsen.
Mens solen bagte, og der blev serveret pølser og ispinde, takkede og kommenterede den forhenværende MF’er, men stadig Ridder af Dannebrog og bedstefar til seks for alle talerne.
Fremmødet var stort. Dog blev det bemærket, at Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommunes mangeårige borgmester, ikke var blandt de mange gæster.








































