Gå til hoved-indhold
20. maj 2026 - kl. 14.05

Egnsspillet i Skagen kalder – men hvor er de unge og unge voksne?

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af  Liv Lundholm Pedersen

Instruktør på Egnsspillet i Skagen, Liv Lundholm Pedersen, har skrevet dette indlæg: Vi mangler jer. Ikke sådan dramatisk – men lidt alligevel.

For vi står midt i prøverne til årets egnsspil i Skagen. Der er liv, grin og masser af gode folk. Og heldigvis også mange, der har været med før - dem, der kan det hele og holder traditionen i live.

Egnsspillet er en teaterforestilling, der spilles udenfor på Kystmuseet i Skagen, og har gjort det hvert andet år i 40 år.

Men. Vi mangler jer unge. Og unge voksne.

For midt i årets historie står et ungt par. Forelskede, håbefulde og lidt forvirrede over livet – det er man jo…

Og det er svært at fortælle den historie helt rigtigt, når vi står og mangler historiens hovedkarakterer.

Derudover kunne det også være dejligt med nogle unge, som måske gerne vil have en lille rolle, det kan være både med og uden replikker.

Så hvor er I? Jer der går rundt og tænker, at teater måske er lidt spændende – og også lidt grænseoverskridende. Jer, der egentlig godt gad prøve noget nyt, men ikke helt ved hvor man starter. Måske tænker du: "Er det mon noget for mig?" Ja, det er det!

Man behøver ikke at have prøvet det før. Man behøver ikke kunne en eneste replik udenad fra start. Man må gerne være genert. Eller fjollet. Eller begge dele.

Det vigtigste er bare, at man møder op.

Egnsspillet er ikke kun en række forestillinger i august. Det er også fællesskabet og grinene – og det der helt særlige, når noget pludselig lykkes. Og lige nu mangler vi bare nogen at dele det med. Nogen unge, og unge voksne mennesker.

Så hvis du sidder derude og overvejer det bare en lille smule, så er det nu.

Kom som du er. Vi står klar.

Vi har øveweekender 20.-21. juni og 27.-28. juni. Forestillingerne spiller fra 7.-9. august og 15.-16. august. Derudover vil vi efter behov mødes på aftalte tidspunkter i løbet af juni.

Skriv en mail til mig på: LivLPedersen@live.dk – jeg er klar på en snak og til at forklare mere, hvis der er brug for det.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...