En umage trio i Maskinhallen: Stauning, Kim Larsen og Karsten Lauritzen
Det var et scoop, at det var lykkedes Jens Ole Amstrup fra Maskinhallen at få fat på de tre svenske folkemusikere Ale Möller og duoen Väsen, der består af Olov Johansson og Mikael Marin, til en koncert i Frederikshavn torsdag aften. På trods af, at navnene nok ikke vækker genklang hos så mange danskere, er de nemlig toppen af poppen indenfor folkemusik i Sverige, og det forstår man godt efter at have oplevet dem live.
Olov Johansson trakterede to forskellige nøgleharper – et instrument, der kendes helt tilbage fra 1400-tallet og som er blevet en del af svensk folkemusik, mens det herhjemme næsten kun bruges af grupper, der spiller middelaldermusik.
Mikael Marin spillede på en basviol, der i den grad gav trioen dens helt specielle musikalske udtryk, da den både blev brugt som strygerinstrument, men mest dog som fingerspillet bas med abrupte rytmegange. På nogle numre blev den skiftet ud med en ordinær viola. Sammen udgør Johansson og Marin gruppen Väsen.
Den tredje mand var Ase Möller, der, som navnet antyder, har danske rødder. Han er virkelig multiinstrumentalist og spillede både harmonika, diverse fløjter – blandt andet en fløjte uden tonehuller, hvor han var i stand til at frembringe en imponerende melodi, der spillede på stort set alle toner fra de dybe til de helt høje. Virkelig imponerende. Herudover spillede han på bouzouki og et par andre blæseinstrumenter.
Og hvad spillede de så? Indledningsvis en brudemarch, der gik over i en polska. Den blev fulgt at et nummer, der blev introduceret som "uhyggeligt stygt", hvor Ale Möller fik lejlighed til at spille på flere forskellige blæseinstrumenter. På den følgende hyldest til "ratmuff" (et ratovertræk) var han i stand til at få en jødeharpe til at lyde mere varieret, end instrumentet umiddelbart giver mulighed for.
"Hymn til sommernatten" var en smuk melankolsk melodi inspireret af udsigten ind over Stockholm en måneklar nat. Et par numre, blandt andet "Brödpolska" af spillemanden Per Persson fik et helt bluesagtigt præg i Ale Möllers vokal.
Ale Möller havde også medbragt en harmonika i håbet om, at en blandt publikum ville spille på den, da han, som han sagde, ikke selv var særlig ferm. Det viste sig dog at være en stærk underdrivelse, da han var særdeles virtuos i sin egen "Fransk vals fra 1958", hvor fingerene for over tangenterne i et forrygende tempo.
Nu kunne det lyde som om, at Ale Möller var den centrale person, og uden tvivl var han trioens humoristiske spradebasse med spjæt og sjove grimasser, men Johansson og Marins instrumentale samspil var ganske imponerende, så kombinationen virkede godt.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at en publikummer i pausen nævnte, at Marin med sin "utroligt ulækre" høje hat mindede lidt om Stauning. Jeg havde selv fået samme idé, og når man så de tre ved siden af hinanden, fik jeg et billede på nethinden af Stauning, Kim Larsen (Möller havde en sixpence på hovedet ) og politikeren Karsten Lauritzen – en noget umage trio. Men det var absolut ikke tilfældet her, hvor samspillet var helt i top.
Hvorom alting er, så blev vi beriget med en spændende trio, der viste, hvordan traditionel folkemusik kan serveres i nye spændende arrangementer.
