Analyse: Udsigt til store udsving til kommunalvalget
Der er i dag et halvt år til, at krydsene skal sættes, og et nyt byråd sammensættes i Frederikshavn Kommune. Måske nogle vælgere kunne tænke sig, at valget var allerede nu, så der kan komme lidt ro på? Efter nogle begivenhedsrige måneder i den lokalpolitiske arena kunne man næsten frygte, at selve valgkampen ikke kan leve op til det intensitetsniveau. Men bare rolig – jeg tror ikke, at Frederikshavn Kommune kommer til at skuffe i action til kommunalvalget! I denne analyse sætter jeg fokus på skift mellem partierne og mulige udsving i mandatfordelingen.
Det er tilsyneladende hård kost at tabe et kampvalg om et borgmesterkandidatur. Først forlod den slagne borgmesterkandidat i Socialdemokratiet, Tina Kruckow, skuden til fordel for SF, og nu har også taberen af det dramatiske opgør i Venstre, Lone Haugaard, forladt partiet efter et forløb, der var lige så dramatisk.
En anden, der tidligere har tabt et opgør om at blive borgmesterkandidat for Venstre (mod Lars Møller, V, op til valget i 2009), Peter Laigaard, har også forladt sit parti. Det er dog længe siden han forlod Venstre, først til Liberal Alliance og derefter til de konservative, hvor han altså nu også er fortid, efter at partiet nægtede at genopstille ham til valget.
De konservative er formentlig tilfredse med deres udskiftning: Ud med Laigaard, ind med Peter Sørensen – tidligere Venstre-profil, nu C-kandidat. Sørensen er en klar gevinst. Med sine 783 personlige stemmer i 2021 og stor lokal opbakning i Skagen har han potentiale til at tage mange stemmer med sig – præcis som Peter E. Nielsen gjorde, da han skiftede fra C til S i 2017 og beholdt 65 procent af sine personlige stemmer. Og springet fra V til C virker nok mindre dramatisk for vælgerne, så Sørensen har potentiale til at overgå det resultat. Det må – eller bør i hvert tilfælde – give anledning til panderynker i Venstre-lejren, for de har ikke råd til at miste de stemmer.
Tilbage sidder en indskrumpet venstregruppe, nu med blot fire mandater mod de seks, der blev valgt i 2021. Lone Haugaard forlod Venstre og smækkede eftertrykkeligt med døren både før og efter hun gik. Haugaards åbenmundede og offentlige utilfredshed med partiet var uholdbar for partiet, og de havde reelt ikke andet valg end at ekskludere hende – eller ”bede hende om at trække sig”, som det blev udtrykt.
Det er selvfølgelig et tab for Venstre, men omvendt så tabte Haugaard også borgmesterkandidatopgøret mod den i offentligheden ukendte Jon Andersen, så større var hendes opbakning trods alt ikke internt. Det er også ret hurtigt lykkedes partiet at finde to nye kandidater fra Østervrå-området, som givetvis kan holde mange af stemmerne hjemme i et traditionelt venstreland.
Det ændrer bare ikke på, at Venstre har oddsene mod sig til november. Med dårlige meningsmålinger på landsplan, uroen lokalt og en ny borgmesterkandidat, kan man ikke afvise, at Venstre-folkene må kigge længselsfuldt efter seks mandater til november. Kan man virkelig forestille sig, at der kun bliver valgt tre eller fire V-mandater? Hvis den landspolitiske tendens slår hårdt igennem, og den lokale uro skaber støj hos vælgerne, er det nok ikke utænkeligt.
”Havnesagen” kan omvendt gavne dem, hvis vælgerne straffer socialdemokraterne og i stedet ser til et borgerligt alternativ. Det er også bemærkelsesværdigt, at Venstre den seneste tid har præsenteret en række nye og spændende kandidater. Det er svært at få kandidater til et valg, så når et parti kan tiltrække kandidater i det omfang, så kan det vidne om en stigende opbakning lokalt. Måske er det Jon Andersens facon, der tiltrækker kandidaterne? Vi mangler dog for alvor at få en fornemmelse af, om han kan slå igennem over for vælgerne og gøre sig gældende i kampen om borgmesterposten. Venstre skal bruge sommerferien på at lægge en skarp plan for valgkampen.
Den enes død, den andens brød – og er det Danmarksdemokraterne, der skal sidde og ”smovse” i venstrebrødet til november? De burde i hvert tilfælde have et potentiale til at få tre-fem mandater, hvis man ser på partiets opbakning i Frederikshavn-kredsen til folketingsvalget. Selvom Jens Nygaard får sig markeret i byrådet, så kan jeg være i tvivl om, hvorvidt de kan trække så mange stemmer uden en stærkere liste.
Da Dansk Folkeparti var på sit højeste i 2009, fik de fire mandater, men det var med kendte Bent Bøgsted på listen. DD er en joker, der enten kan score den store gevinst eller skuffe fælt. Også Liberal Alliance står stærkt på landsplan, og det kan måske være deres chance for endelig at vinde et mandat ved et byrådsvalg i Frederikshavn Kommune, men det er ikke meget, vi ser til dem endnu.
Et afgørende tema er også, hvor mange mandater socialdemokraterne kan hive hjem ved det kommende valg. De får ikke 18 mandater igen. Socialdemokraternes hidtidige nedre grænse i Frederikshavn Kommune efter kommunesammenlægningen er 11 mandater i 2009. Med til historien hører, at der dengang var 31 mandater i byrådet mod 29 i dag. I dag ville det resultere i 10 mandater.
Noget trækker i retning af denne nedre grænse og måske endda lavere. De har en ny borgmesterkandidat, der er uprøvet i den rolle, en række byrådsmedlemmer har forladt gruppen i denne periode med uro til følge, partiets meningsmålinger på landsplan er lavere end for fire år siden, og endelig vil mange muligvis holde partiet med det absolutte flertal ansvarlig for tingenes gang i kommunen, herunder uroen om havnen.
Ved valget i 2013, som var det første med Birgit S. Hansen i spids, fik S 14 mandater ud af 31, men faktisk ville de kun have fået 12 mandater, hvis der kun skulle have været valgt 29 – på grund af valgmatematikken. Måske kan det betegnes som et realistisk topniveau til november.
I retning af et sådant resultat trækker, at alt polemikken i byrådet kan få nogle vælgere til at satse sikkert og i sidste ende alligevel at fastholde deres kryds hos S, at meningsmålingerne på landsplan er ved at stige lidt for S, og så skal man ikke glemme, at S har siddet tungt på magten i Frederikshavn Kommune i mange år, og de har partiapparatet og netværket til at trække fra i valgkampen. Meget afhænger af, hvordan vælgerne tager imod Anders Brandt Sørensen som borgmesterkandidat.
Han er udfordret af en anden rød borgmesterkandidat. Er vi aktuelt der, hvor Christina Lykke fra SF må betragtes som en tidlig favorit til borgmesterposten? Hun er utrolig synlig, og den forvoksede SF-byrådsgruppe med S-tilløberne markerer sig bredt. Målingerne på landsplan er fortsat gode. Og der er en positiv stemning omkring partiet, der modsat S og V ikke er ramt af uro, men bare svæver i ren optimisme og tilgang.
SF’s hidtidige toppunkt var fem mandater i 2009, og spørgsmålet er, om de kan springe rammerne og nærme sig socialdemokraternes mandattal? I amerikansk politik taler de om ”the beer test”, som er en måling, hvor man spørger vælgerne hvilken politiker, de helst ville drikke en øl med. Underforstået, hvem synes man er hyggelig, autentisk og sympatisk. Hvis man stillede vælgerne det spørgsmål, om politikerne i Frederikshavn Kommune, så tror jeg, at Christina Lykke ville vinde stort. Altså rigtig stort.
Men spørgsmålet er, om det er nok. Det bliver interessant at følge, om SF også kan præsentere et politisk program frem mod valget, der kan samle vælgerne bredt. Og så er spørgsmålet selvfølgelig, om SF på landsplan og Christina Lykke lokalt er toppet for tidligt. De ville nok gerne tage valget allerede nu.
I de næste par måneder får vi også mere kendskab til kandidatlisterne hos partierne, og det bliver interessant, om der kommer nye og stærke kandidater til. Og hold også øje med, om Lone Haugaard finder vej til stemmesedlen for et andet parti, og om Peter Laigaard ender med at prøve lykken for sit fjerde parti. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han ender på liste A, for han har været en loyal støtte for dem i denne periode.
