Børnefest i Arena Nord: Dagplejedag med nærvær, bevægelse og kagemand
Med temaet "Nærvær" blev onsdag 14. maj en festdag for de mindste i Frederikshavn. Over 100 børn fra Dagplejen Midt-Vest fejrede Dagplejedagen i Idrætshallen i Arena Nord, og det blev en dag fyldt med smil, bevægelse og fællesskab.
Hallens gulv blev forvandlet til en stor legeplads med redskaber, hvor der blev danset, hoppet, kravlet og trampet med stor iver og glæde. Børnene kendte hallens rammer i forvejen gennem projektet "Vi vokser op i hallen", hvilket skabte tryghed og mod på at lege og udforske.
Formiddagen kulminerede med en stor kagemand – sponsoreret af FOA – som blev nydt af både børn og voksne.
- Vi havde en fantastisk dag med glade og aktive børn. Det var tydeligt, at de kendte rammerne og følte sig hjemme – det gør en stor forskel for de mindste. Det er lige præcis sådan nogle oplevelser, der styrker deres trivsel og lyst til bevægelse, siger Christina Manstrup Knudsen, pædagogisk leder, dagplejen Dagtilbudsområde Midt-Vest.
Dagplejedagen er en del af det længerevarende samarbejdsprojekt "Vi vokser op i hallen", som involverer Dagplejen Midt-Vest, FfI Håndbold, DGI Nordjylland og Arena Nord. Projektet giver dagplejebørn mulighed for at bruge hallens faciliteter og møde foreningslivet i børnehøjde.
- Det er glædeligt at se, hvordan hallen kan bruges aktivt allerede fra børnene er helt små. Vi tror på, at trygge rammer og fysisk aktivitet skaber grobund for både motorisk udvikling og glæde. Det er netop dét, vi gerne vil tilbyde flere institutioner i Frederikshavn, udtaler Dennis Larsen, udviklingschef for idræt og trivsel i Arena Nord.
Har jeres institution lyst til at bruge Arena Nords rammer til leg og bevægelse? Så kontakt Dennis Larsen og hør om mulighederne.