Gå til hoved-indhold
25. juli 2026 - kl. 00.07

Ældretilsynet tildeler Nii's Hjemmepleje bedste kvalitetsstempel

  • 1 af 1
    - Som privat leverandør i Frederikshavn Kommune har vi gentagne gange oplevet, at rammerne har været unødvendig vanskelige. Vi har kæmpet med forhold, som efter vores opfattelse ikke har understøttet et reelt frit valg eller lige konkurrencevilkår. Alligevel har vores medarbejdere valgt at fokusere på det vigtigste: Borgerne, siger Nicolaj Regels-Hansen, indehaver af Nii's Hjemmepleje.
Af: Michael Frederiksen

Nii's Hjemmepleje i Frederikshavn har netop haft uanmeldt besøg af Ældretilsynet, og resultatet blev det bedst mulige: Grøn kvalitet. "Det er vi naturligvis både stolte af og ydmyge over", skriver indehaver Nicolaj Regels-Hansen i en pressemeddelelse.

- Et tilsyn handler ikke om flotte ord, smarte brochurer eller en flot blå bil med lyserøde hjerter på. Det handler om virkeligheden. Om den pleje og omsorg borgerne møder hver eneste dag. Om faglighed, dokumentation, samarbejde, respekt, værdighed, styr på Service-/Sundhedslov og ikke mindst den kvalitet, der bliver leveret ude i de skønne hjem, mener Nicolaj Regels-Hansen.

Han er meget glad for resultatet af tilsynet.

- Når et tilsyn giver grønt kvalitetsstempel, er det en anerkendelse af det arbejde, som vores medarbejdere udfører – ofte under forhold, der langt fra altid har været nemme. Derfor er dette kvalitetsstempel først og fremmest deres fortjeneste, pointerer Nicolaj Regels-Hansen.

Han peger i den forbindelse på, at Nii's Hjemmepleje aldrig har haft de letteste arbejdsvilkår.

- Som privat leverandør i Frederikshavn Kommune har vi gentagne gange oplevet, at rammerne har været unødvendig vanskelige. Vi har kæmpet med forhold, som efter vores opfattelse ikke har understøttet et reelt frit valg eller lige konkurrencevilkår. Alligevel har vores medarbejdere valgt at fokusere på det vigtigste: Borgerne, påpeger Nicolaj Regels-Hansen.

Derfor betyder kvalitetsstemplet fra Ældretilsynet meget.

- Det viser, at kvalitet ikke skabes af gode undskyldninger eller flotte hensigtserklæringer. Kvalitet skabes af engagerede medarbejdere, høj faglighed og et oprigtigt ønske om at gøre en forskel – hver eneste dag. Vi kommer fortsat til at påpege de forhold, vi mener bør forbedres i Frederikshavn Kommune. Det gør vi, fordi vi ønsker bedre vilkår for både borgere og medarbejdere. Men vi skylder også at stoppe op, når der er noget at fejre.

Nicolaj Regels-Hansen sender en særlig tak til borgerne og deres pårørende.

 - Tak for den tillid, I viser os, når I lukker os ind i jeres hjem og lader os blive en del af jeres hverdag og tit og ofte også af jeres familie. Tak for jeres ærlighed, jeres samarbejde og de mange gode samtaler – også når vi bliver udfordret. Det er netop gennem dialog og gensidig respekt, at vi hele tiden bliver bedre. Det grønne kvalitetsstempel er naturligvis en anerkendelse af vores medarbejderes faglighed og engagement. Men det er også et resultat af det fællesskab, vi har med jer. Sammen skaber vi den pleje og omsorg, som alle mennesker fortjener, fortæller Nicolaj Regels-Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...