Gå til hoved-indhold
16. maj 2025 - kl. 00.05

Danish Crown er stadig på udkig efter ny ejer til lukket slagteri i Sæby

  • 1 af 1
Af  Hans Jerver

Næsten to år efter, at slagteriet i Sæby lukkede, er det nu tømt for indhold, men Danish Crown har stadig ikke fundet en køber.

- Vi har haft og har løbende nogle forskellige sonderinger, og vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning for området, siger Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, til Kanal Frederikshavn.

Indtil videre har disse sonderinger dog ikke medført et salg, men ifølge Jens Hansen er bygningerne nu stort set tømt for inventar og produktionsudstyr.

- Det er vi længe færdige med. Måske står der stadig lidt af udstyret på lager - indtil vi har solgt – da vi kan få brug for det på en af vores andre fabriker, siger pressechefen.

Prisen på slagteriet er uvis. Det afhænger af, om køber vil overtage stedet som en ryddet grund, eller som det står.

Her er den store ubekendte faktor, hvor omfattende forureningen af grunden - som svarer til otte fodboldbaner - er.

- Den almindelige kortlægning af sådan en grund kan du ikke undersøge uden at vælte bygningerne først, siger Jens Hansen og uddyber:

- Vi har i første omgang koncentreret os om at gøre bygningerne klar til at sælges, som de står, for vi ved, at det kan være forskelligt, hvilke ønsker en køber har til sådan en grund.

På trods af, at slagteriet har været lukket i snart to år, mener Jens Hansen, at der er grund til at være fortrøstningsfuld i forhold til at finde en god løsning for Sæby inden for en overskuelig fremtid.

Han henviser til, at det er lykkedes slagterigiganten at finde fine løsninger i både Hjørring, Nørresundby, Aars, Hobro og Hadsund, hvor Danish Crown også tidligere har lukket og siden solgt deres slagterier.

De ovennævnte tidligere Danish Crown-slagterigrunde er hovedsageligt blevet opkøbt og omdannet til nye indkøbs- og beboelsesområder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...