Stor interesse for Golfens Dag – Frederikshavn Golfklub starter nyt kvindehold
Der var masser af smil, god stemning og grønne nybegynderslag, da Frederikshavn Golfklub bød velkommen til Golfens Dag. Næsten 30 nysgerrige og golfinteresserede deltog i arrangementet. Mange af deltagerne var førstegangsbesøgende, og flere gav udtryk for, at det både var sjovt og overraskende tilgængeligt, fortæller bestyrelsesmedlem Dann Sørensen.
Som en direkte opfølgning på succesen lancerer Frederikshavn Golfklub nu et helt nyt kvindehold, hvor nybegyndere kan lære golfens grundlæggende teknikker sammen med andre kvinder – i et trygt og afslappet miljø.
Initiativet hedder Kvinder & Golf og er en del af en landsdækkende indsats, der skal gøre det lettere for kvinder at komme i gang med sporten – uanset alder, kondition og kendskab til golf.
Frederikshavn Golfklub har valgt at tage bolden op og skabe et dedikeret kvindehold, hvor der er fokus på fællesskab, støtte og oplevelser i øjenhøjde.
- Mange kvinder kan godt føle, at det kan være lidt overvældende at starte i en ny sport – især en som golf, der har ry for at være teknisk og lidt lukket. Men det behøver det slet ikke være. Med Kvinder & Golf skaber vi et rum, hvor det handler om at have det sjovt, få nogle succesoplevelser og komme mere ud i naturen, fortsætter Dann Sørensen.
Plads til alle – og du behøver ikke eje udstyr
Det nye hold kræver ingen forkundskaber, og man behøver hverken eje køller eller kende reglerne for at være med. Klubben stiller udstyr til rådighed og tilbyder kyndig vejledning af både instruktører og frivillige.
- Det vigtigste er, at man har lyst til at prøve noget nyt og har mod på at grine lidt undervejs, siger Dann Sørensen.
Holdet begynder onsdag 21. maj, og der er plads til 12 i alt. Golfklubben glæder sig til at byde endnu flere kvinder velkommen og vise, at golf er meget mere end teknik og regler – det er også grin, frisk luft, hygge i klubhuset og nye venskaber.
Du kan læse mere og tilmelde dig det nye kvindehold her.