Gå til hoved-indhold
17. maj 2025 - kl. 00.05

Padel: Skagen/Frederikshavn klar til Final 4 efter 4-2-sejr i Skagen

  • 1 af 3
    Fra venstre ses Adam Axelsson, Malthe Nielsen, Allan Kolbro Nielsen, Pablo Figueroa, Simon Vasquez og Johan Fors.
  • 2 af 3
    Malthe Nielsen og Nicky Bach tabte i to sæt.
  • 3 af 3
    Pablo Figueroa, som også er træner i Padel 99 i Frederikshavn og Skagen Padelcenter, vandt begge sine kampe, blandt andet med John Fors.
Af: Michael Frederiksen

Skagen/Frederikshavn Elite er klar til Final 4 i Elitedivisionen i padel. Det blev en kendsgerning, da oprykkerne fredag aften i grundspillets sidste og altafgørende kamp besejrede PadelPadel Aarhus med 4-2 på hjemmebane i Skagen Padelcenter.

Skagen/Frederikshavn Elite har fem stærke svenske spillere tilknyttet, og fire af dem var med på holdet, som fredag aften havde fordel af hjemmebane mod PadelPadel Aarhus.

- Svenskerne er her for at gøre en forskel, og det viste de i fredagens kamp. De var involveret i fire kampe, og det var netop de fire kampe, vi vandt, fortæller Allan Kolbro Nielsen, som selv er aktiv på holdet.

Med sejren kvalificerede Skagen/Frederikshavn sig til Final 4, som afvikles lørdag 7. juni i Racket Club Taastrup.

De tre andre hold er Racket Club Elite, som får fordel af hjemmebane, PadelPadel CPH Elite og Team Padel Star 77 Elite (Aarhus).

Selv om Skagen/Frederikshavn sikrede sig pladsen i Final 4 på et hængende hår, sigter holdets danmarksmester, Malthe Nielsen, højt, når der skal spilles om DM-medaljer i Taastrup.

- Kommer vi i stærkeste opstilling, er vi 100 procent favoritter. Vi kan godt tabe derovre, men rammer vi dagen, føler jeg, at vi er favoritter til at vinde Final 4, udtaler Malthe Nielsen.

Resultater fredag aften i Skagen Padelcenter:
Simon Vasquez/Adam Axelsson - Karl Leth/Ruben Tornero: 6/0, 6/2
Pablo Figueroa/Johan Fors - Mikkel Stoffersen/Lasse Schramm: 6/1, 6/3
Malthe Nielsen/Allan Kolbro Nielsen - Emil Lilleøre/Erik Nordström: 2/6, 2/6

Adam Axelsson/Pablo Figueroa - Marius Schjøtz/Karl Leth: 6/3, 6/1
Malthe Nielsen/Nicky Bach - Emil Lilleøre/Ruben Tornero: 2/6, 4/6
Simon Vasquez/Johan Fors - Lasse Schramm/Erik Nordström: 6/2, 6/3

Skagen/Frederikshavn kender endnu ikke sin modstander i semifinalerne. Som vinder af grundspillet vælger Racket Club Elite sin modstander.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...