Usædvanligt samarbejde i Nordjylland: M og LA inviterer til debat om grøn omstilling
To partier, der ofte står på hver sin side i den politiske debat, går nu sammen om at skabe en åben samtale med borgerne. Moderaterne og Liberal Alliance i Nordjylland inviterer fredag 13. marts kl. 19.00 til åbent debat- og vælgermøde om den grønne omstilling i Vejby Kulturhus.
Dørene åbner kl. 18.00, hvor der vil være mulighed for at møde og tale med politikerne inden debatten.
I panelet deltager:
- Nikolaj C. Andersen, Moderaterne
- Dan Gaardboe, Liberal Alliance
- Christina Lykke, Socialistisk Folkeparti
- Kim Edberg, Danmarksdemokraterne
- Niels Bünemann, Venstre
- Peder Key Kristiansen, Socialdemokratiet
- Arne Hyldgaard, Borgernes Parti
- Peder Hvelplund, Enhedslisten
Formålet med arrangementet er at skabe en åben dialog mellem borgere og politikere om, hvordan den grønne omstilling gennemføres i praksis – uden at lokalsamfund bliver kørt over i processen.
- Den grønne omstilling er vigtig, men den må aldrig ske på bekostning af menneskers helbred, ejendomsret eller lokalsamfund. Derfor inviterer vi til en åben debat, hvor borgerne kan blive hørt, før beslutningerne bliver truffet, siger Nikolaj C. Andersen (M) fra Syvsten.
Hos Liberal Alliance er budskabet klart: Den grønne omstilling skal ske i samarbejde med borgerne.
- Den grønne omstilling er nødvendig, men den må ikke blive et projekt, hvor staten tromler lokalsamfundene. Hvis den skal lykkes, skal den ske sammen med borgerne – ikke hen over dem, siger Dan Gaardboe (LA) fra Hirtshals.
Arrangementet kommer i en tid, hvor debatten om energiprojekter og grøn omstilling fylder meget i Nordjylland, og hvor flere lokalsamfund har efterlyst større inddragelse i beslutningerne.
Derfor håber arrangørerne på et debatmøde med både engagement, spørgsmål og konstruktiv dialog.




































