Gå til hoved-indhold
28. april 2026 - kl. 00.04

Landstræner Helle Thomsen deltog i Special Olympics-stævne

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Stemningen var i top, da FfI Håndbolds tre Special Olympics-hold havde sæsonens sidste hjemmestævne på hjemmebane i søndags. Det skete endda med besøg af kvindelandstræner Helle Thomsen.

De tre hold har gennem hele sæsonen markeret sig flot på banen med masser af spændende kampe og flotte mål.

I søndags blev det så afgjort, hvem der skulle afslutte sæsonen med guld, sølv og bronze, og glæden var ikke til at tage fejl af, da landstræner Helle Thomsen kom forbi og holdt en fin tale for alle spillerne og  efterfølgende gav highfives til alle, mens FfI’s dygtige U15-piger hjalp med præmieoverrækkelsen.

Frivillige kræfter havde dommerfløjten til 3. og 4. divisionskampene, og efter præmieoverrækkelsen var der fællesfoto med alle spillerne – og med alle FfI’s spillere.

FfI’s 1. divisionshold fik sølvmedaljer. Det samme gjorde 3. division, mens 4. division fik guld. Alle spillerne kan kigge tilbage på en helt fantastisk sæson, og næste store oplevelse bliver, når 24 spillere og seks ledere deltager i Special Olympics Idrætsfestival i Roskilde i den sidste weekend i maj.

Helle Thomsen fik inden medaljeoverrækkelsen alle spillere og tilskuere til at synge med på "Vi er røde, vi er hvide", og hun stillede velvilligt op til fotografering med holdene og de spillere, der gerne ville fotograferes sammen med landstræneren.

Til stævnet gav FfI Håndbold kagemand til alle deltagerne fra Viborg, Skanderborg, Aarhus, Ebeltoft, Skalborg og naturligvis FfI's egne spillere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...