Når verden larmer – og vi beder børnene om bare at klare det
Folketingskandidat Morten Arvidsson (M), Sæby, har skrevet dette indlæg: Du kender højst sandsynligt en med et usynligt handicap. Det gør jeg i hvert fald. Min søn har Aspergers – som er en del af autismespektret. Det betyder, at verden ofte opleves anderledes for ham, end den gør for mange andre.
Lyde føles stærkere. Lyset er hårdere. Dufte er voldsommere. Krav kan blive uoverskuelige.
Ikke fordi han ikke vil. Men fordi hans hjerne arbejder anderledes og er opmærksom på mange flere detaljer end os andre.
Autisme er ikke en trend. Det er ikke en identitet. Det er en medfødt neurologisk funktionsnedsættelse, som følger et menneske hele livet.
Når verden bliver for stor
Men ofte er det ikke autisme i sig selv, der skaber de største barrierer. Det er de rammer, vi bygger omkring mennesker.
Som et autistisk barn beskrev det:
"Jeg forstår ikke jeres systemer, men jeg kan mærke dem. Når skolen larmer, når lyset gør ondt, og voksne siger, jeg bare skal klare det, bliver verden for stor."
Det er stærke ord.
For barnet beder ikke om særbehandling. Barnet beder om rammer, hvor det kan lykkes. Det samme gælder unge med autisme.
Mange vil gerne uddanne sig. De vil gerne bidrage til fællesskabet. Men når støj, krav og uforudsigelighed bliver for stort, knækker systemet dem.
Ikke fordi de mangler evner. Ofte tværtimod. Men fordi rammerne ikke passer.
Og som voksen kan det blive endnu sværere. Alt for mange oplever, at støtten forsvinder, når budgetter ændrer sig, eller når kommuner mangler specialiseret viden. Når autisme ikke anerkendes som et handicap, mister mennesker også rettigheder.
Det er ikke værdigt.
Når handicap overskygger sygdom
Der er også en anden udfordring, som alt for sjældent bliver talt om. Mennesker med handicap – både synlige og usynlige – får ofte overset sygdomme.
Et menneske med et handicap kan naturligvis også få diabetes, kræft eller hjertesygdom. Men når man allerede lever med et handicap, bliver symptomer alt for ofte forklaret med handicappet i stedet.
Handicappet kommer ganske enkelt til at overskygge sygdommen. Resultatet er, at sygdomme opdages for sent – eller slet ikke. Det betyder, at mennesker med handicap i gennemsnit får færre gode leveår end resten af befolkningen.
Det er ikke rimeligt. Adgangen til sundhed og tidlig behandling må ikke afhænge af, om man lever med et handicap.
Derfor skal vi sikre bedre viden om handicap i sundhedsvæsenet og større opmærksomhed på, at sygdom også kan være noget andet end det handicap, man allerede lever med.
Som samfund kan vi gøre det bedre.
Bedre rammer – ikke særbehandling
Derfor ønsker jeg, at vi sikrer:
• specialiseret viden om autisme i kommuner og sundhedsvæsen
• støtte, der passer til den enkelte – ikke standardløsninger
• mere fleksible uddannelses- og arbejdsmuligheder
• større retssikkerhed for mennesker med handicap
Vi skal også blive bedre til at forstå de usynlige handicap.
Solsikkesnoren er et godt eksempel. Den fortæller omgivelserne, at et menneske kan have brug for lidt ekstra forståelse, selvom handicappet ikke kan ses.
Det er en lille ting. Men den symboliserer noget større: at verden ikke altid er bygget til alle.
Et hold har plads til alle
Som træner har jeg lært én ting:
Behandler du alle ens, behandler du dem i virkeligheden forskelligt. Et hold fungerer kun, når der er plads til alle spillere.
Nogle scorer målene. Andre skaber pladsen. Andre igen holder sammen på holdet. Alle er vigtige bidrag til resultatet. Sådan er det også i vores samfund. Mennesker med autisme ønsker ikke privilegier. De ønsker lige muligheder.
Muligheden for at trives. For at uddanne sig. For at arbejde. For at leve et værdigt liv.
Og det er i sidste ende et politisk ansvar. For de rammer, vi skaber gennem politiske beslutninger, former menneskers hverdag.
Det handler i sidste ende om noget helt grundlæggende, at gøre verden lidt lettere at være i. Give flere mennesker mulighed for at leve et liv med trivsel, sundhed og flere gode leveår.
Det valg burde egentlig være enkelt.
