Gå til hoved-indhold
10. marts 2026 - kl. 11.03

Påskeudstilling på Kvissel Station: Modeltogbane, kaffe og kunst

  • 1 af 1
    Henrik Busk lave flotte farvestrålende oliemalerier.
Af: Michael Frederiksen

Nu melder Kvissel sig igen som arrangør af kunstudstilling i påsken. Den gamle hyggelige station er den perfekte ramme om café og kunst. Her kan eftermiddagskaffen nydes samtidig med, at man kan beskue de forskellige kunstneres værker. Der er også masser at se for børn og andre. Frederikshavn Modeljernbaneklub viser sin store bane frem. Banen fylder hele første sal på stationen.

Af udstillere kan blandt andet nævnes Henrik Busk Andersen. Hans malerier tager udgangspunkt i det abstrakte; figurativt, nonfigurativt og hardcore malerier.

Temaet er oftest kærligheden eller længslen mellem mand og kvinde. Det er sagt om Henrik Busk Andersen, at hans stil er CoBrA-stil i ny fortolkning.

Om sine malerier siger han:

- Den rå maling er mit instrument til at spille min melodi, min pen til at skrive mit digt, min mund til at fortælle min historie, min linse til at fokusere på det erotiske, det smukke, det glemte, det gemte, det ligegyldige, det usagte.

Henrik Busk Andersens abstrakte kompositioner er yderst efterspurgte, især fordi publikum føler, at de får ”value for money”, og fordi hans værker opfylder tidens behov for farvestrålende abstrakt kunst.

Lene Palm Larsen bygger sine billeder op med stærke, mættede farver i mange lag. Med kraftige penselstrøg  og stor stoflighed skaber hun både naturalistise og abstrakte landskaber. Stilleben af ting hun haft med hjem fra sine mange rejser i udlander sættes også på lærredet.

Hun er indfødt frederikshavner og har udstillet sine oliemalerier og akvareller mange steder i både indland og udland.

For Anette Palm er naturen livets største inspirationskilde, og derfor er det også der, hun finder sine motiver. Hun har arbejdet med akrylmaleri, men i øjeblikket fordyber hun sig i nordiske akvareller og naturprint fra planter.

En anden udstiller er Lisbeth Petersen, der er en spændende keramiker.

- Jeg har en stor passion for at lave keramik i min fritid. Alt mit keramik er håndlavet med teknikker som pinch pot, forme og pladeteknik, og naturen er min store inspiration, fortæller Lisbeth Petersen.

Af andre udstillere kan nævnes Ole Dam Mortensen og Margrete Dyrmann Winkel.

I caféen bliver der mulighed for en god kop kaffe. Et eventuelt overskud går til drift af stationen. Udstillingen er åben alle påskedagene fra kl. 13-16 - undtagen mandag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...