Gå til hoved-indhold
09. marts 2026 - kl. 18.03

Fyret cheftræner i White Hawks står nu i spidsen for Borås Hockey

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fredrik Johansson, som indtil 5. november var cheftræner i Frederikshavn White Hawks, har igen fået skøjter under fødderne. Han står nu i spidsen for Borås Hockey, som kæmper om oprykning til HockeyAllsvenskan.

Borås Hockey fyrede 27. februar cheftræner Christer Nylund. Argumentet var, at klubben ønskede en ny træner i resten af sæsonen, som kunne få det maksimale ud af spillertuppen. 

Her faldt valget på Fredrik Johansson.

Borås Hockey endte på niendepladsen i HockeyEttan Syd, og det udløste en 1/8-finale mod nr. otte, Mariestad. Der var tale om en serie på bedst af tre kampe, som blev spillet 4., 7. og 8. marts.

Efter to hjemmesejre faldt afgørelsen søndag aften i den tredje og afgørende kamp, og her vandt Fredda og co. 4-3 på udebane efter forlænget spilletid.

Nu skal Borås Hockey spille kvartfinale mod vinderen af grundspillet, Karlskrona, der også trænes af en tidligere WH-træner, nemlig Peter Johansson, som var cheftræner i Frederikshavn fra 2014 til 2016.

38-årige Henrik Eriksson er kaptajn i Borås Hockey. Han spillede for White Hawks i sæsonen 2017/2018, men har de seneste otte sæsoner været at finde i Borås, der ligger 66 kilometer øst for Göteborg.

Fredrik Johansson havde kontrakt med White Hawks sæsonen ud. Det må betyde, at hans skifte til Borås Hockey gør, at høgene sparer penge på bundlinjen.

- Vi kan desværre ikke kommentere på vores aftale, men vi ønsker ikke at stå i vejen for den mulighed, som Fredda blev tilbudt, og vi ønsker ham held og lykke fremover, siger direktør René Jørgensen, Frederikshavn White Hawks.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...