Gå til hoved-indhold
28. juli 2026 - kl. 00.07

Direktør om Food & Market-sagen: - Vi prioriterer erhvervssager højt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Direktør Dan Frydkjær, Food & Market, Krogen 4 i Frederikshavn, venter utålmodigt på at høre nyt fra Frederikshavn Kommune, så Food & Market på lovlig vis kan drive café fra adressen.

19. juli bragte Kanal Frederikshavn en artikel om, at Food & Markets fremtid er truet, da Frederikshavn Kommune vurderer, at lokalplanen ikke tillader café og detail. Umiddelbart var der politisk hjælp at hente.

- Jeg forventer helt klart en tydelig reaktion fra administrationen, så vi ikke får en "Essensgården" version 2.0, sagde Jens Nygaard (DD), formand for Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser.

Kommunaldirektør Thomas Eriksen ønskede ikke at udtale sig. Han henviste til teknisk direktør Mette Jeppesen. Hun vendte i går tilbage fra ferie.

- Der har været dialog i løbet af juni, hvor der senest 26. juni fra kommunen er meddelt positivt tilbage på en principiel forespørgsel om bygningens anvendelse til produktion af halvfabrikata og få tilknyttede bord og stole, så erhvervskunder kan smage på udvalget. Efter dette har der ikke været direkte dialog med byggesagsafdelingen i nogle uger. Jeg ved dog at BYG har rakt ud til ansøger 23. juli for at få dialogen videre og frem til en konkret byggesagsbehandling og afgørelse. Der er altså p.t. ikke en endelig afgørelse, men alene svaret med en principiel forespørgsel om anvendelse i forhold til lokalplanen, siger Mette Jeppesen til Kanal Frederikshavn.

Dan Frydkjær mener, at lokalplan 325-2, som Food & Market hører under, gør det muligt at drive café. Han henviser til, at Mogens Lassen 2. november 1998 fik ibrugtagningstilladelse til opførelse af grillbar med videre på Krogen 12A, hvor samme lokalplan gælder.

- Netop sammenligningen med andre tilladelser og afslag inden for samme delområde i lokalplanen er en central del af byggesagsbehandlingen. Jeg vil derfor opfordre ansøger til at blive i dialogen med Byggesagsafdelingen. Jeg kan ikke kommentere aktiviteterne her, men det indgår som sagt i vores behandling med det formål at sikre ligebehandling af ansøgerne, forklarer Mette Jeppesen.

Hun understreger dog, at det er sådan, at tilladelser, der tidligere er givet for andre ejendomme, kun danner præcedens, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med plangrundlaget.

- Dette er i overensstemmelse med Planklagenævnets afgørelsespraksis for området. Det er derfor nødvendigt at se både på lokalplanens bestemmelser og tidligere afgørelser i form af tilladelser og afslag, siger direktøren.

Hvad gør I konkret for at komme videre?

- Som nævnt er der rakt ud til ansøger 23. juli efter adskillige uger uden direkte kontakt til Byggesagsafdelingen. Jeg vil igen opfordre ansøger til at blive i dialogen med Byggesagsafdelingen. Vi prioriterer erhvervssager højt og hjælper gerne med at finde de muligheder, der er inden for rammerne, fortæller Mette Jeppesen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...