Gå til hoved-indhold
16. maj 2025 - kl. 16.05

UCN Nordjylland fjerner otte studerende fra strejkeramte BeneFit Nord

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

De otte fysioterapeutstuderende hos BeneFiT Nord i Frederikshavn og Sæby får i næste uge nye praktiksteder. Det har deres uddannelsesinstitution, UCN Nordjylland, besluttet i dag.

12 fysioterapeuter hos BeneFiT Nord har strejket siden torsdag morgen i protest mod elendige ansættelsesforhold.

Tilbage på de to klinikker er blandt andet ejerne og otte studerende, som alle er i gang med deres sidste og meget vigtige praktikperiode.

- Studerende har i mindst to tilfælde stået alene med træningshold, hvor der skal være en autoriseret fysioterapeut, udtaler formand Signe Lærke Børsting, Fysioterapeuternes Fagforening, til Kanal Frederikshavn.

Allerede i onsdags var der kontakt mellem fagforeningen og UCN Nordjylland, og fredag formiddag holdt parterne et møde. 

- Det har været kaotisk, utrygt og nervøst for de studerende, som jo ikke må tage konfliktramt arbejde. Derfor er vi også meget glade for, at UCN har reageret prompte og fundet andre praktiksteder til alle otte studerende. De viser stort ansvar, roser Signe Lærke Børsting.

For alle otte studerende er der tale om deres sidste praktiksted. 

 - Derfor er det meget vigtigt, at vi sikrer dem et godt læringsmiljø, og de skal ikke tages som gidsler i denne konflikt, siger Signe Lærke Børsting.

Indtil videre har Fysioterapeuternes Fagforening intet hørt fra ledelsen i BeneFit Nord eller Dansk Erhverv. 

- Vores telefon og mail er åben døgnet rundt. Vi er klar til dialog i samme øjeblik, de kontakter os, lover formanden.

Fysioterapeuternes Fagforening forbereder flere aktionsdage i næste uge foran BeneFit Nord, hvor andre forbund allerede har meldt deres ankomst.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...