Gå til hoved-indhold
19. maj 2025 - kl. 14.05

Læge i Sæby må ikke længere drive lægepraksis i Sindal

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Læge Morten Krause Nielsen, indehaver af klinikken Lægerne Chrestensmindevej i Sæby, må ikke længere drive lægepraksis i Sindal. Her bliver godt 1200 patienter nu henvist til et midlertidigt lægetilbud med adresse i Frederikshavn, der åbner 1. juli.

Region Nordjylland har efter et længere forløb besluttet at hjemtage et ydernummer til at drive lægepraksis i Sindal, som læge Morten Krause Nielsen lige nu er tildelt. Regionen mener, at der er en klar indikation for, at der i strid med sundhedsloven ikke er en fast læge til stede i klinikken i Sindal.

I strid med sundhedsloven
Administrationen i Region Nordjylland har over et længere forløb undersøgt forholdene i klinikken Lægerne Vestergade i Sindal, som læge Morten Krause Nielsen har ydernummer til.

Konklusionen på undersøgelserne er, at den læge, som er oplyst til at være praktiserende speciallæge i klinikken i Sindal, ikke er til stede og ikke udfører medicinsk arbejde.

Region Nordjylland konstaterer, at læge Morten Krause Nielsen ene læge passer klinikken Lægerne Chrestensmindevej i Sæby og samtidig også klinikken i Sindal. Morten Krause Nielsen er tildelt begge ydernumre efter overenskomst med Region Nordjylland.

Denne fremgangsmåde er i strid med sundhedsloven, der siger, at ét ydernummer skal være bemandet med én lægekapacitet. Efter regionens opfattelse er det altså ikke tilfældet for klinikken Lægerne Vestergade i Sindal.

Nyt tilbud til de berørte patienter
Beslutningen vedrører godt 1200 patienter tilknyttet klinikken i Sindal. De er før weekenden blevet skriftligt orienteret om beslutningen, og at der oprettes et midlertidigt lægetilbud med adresse i Frederikshavn med forventet opstart 1. juli. Patienterne får samtidig mulighed for gratis lægeskift.

- Vi har fuld forståelse for, at der kan være borgere i Sindal-området, som nu står med uvished for deres fremtidige lægedækning, men vi ser ingen anden udvej. Vi mener, at man som patient skal kunne være sikker på, at man har adgang til en læge, når man kontakter sin lægepraksis, siger Pia Buus Pinstrup (K), formand for udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

- Vi stræber efter en permanent løsning af lægedækningen i Sindal, og vi er også indstillet på, at en ny kapacitet skal være beliggende i lægedækningsområde Sindal, tilføjer Pia Buus Pinstrup.

Region Nordjylland annoncerer kapaciteten i Sindal 19. maj, så der er mulighed for, at en anden speciallæge i almen medicin så hurtigt som muligt kan varetage lægetilbuddet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...