Gå til hoved-indhold
15. juli 2025 - kl. 19.07

Vi skal sikre mennesker – ikke bare systemer

  • 1 af 1
Af  John Karlsson

Byrådsmedlem John Karlsson (A), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Den nye beskæftigelsesreform betyder færre ressourcer og større ansvar for kommunerne. I Frederikshavn arbejder vi for, at alle borgere mødes med respekt, nærvær og reelle muligheder for at komme videre i livet.

Den nye beskæftigelsesreform medfører en grundlæggende ændring i, hvordan vi som kommune skal støtte ledige borgere. Staten trækker sig i højere grad tilbage, hvilket giver kommunerne større handlefrihed – men samtidig færre økonomiske ressourcer. Reformen betegnes som frisættelse og forenkling, men i praksis betyder det, at vi skal løse flere opgaver med færre midler.

I Frederikshavn Kommune tager vi denne udfordring alvorligt. Det handler ikke kun om at ændre systemer og strukturer, men om mennesker – om den unge, der har vanskeligheder med at finde sin plads, om den voksne, der kæmper med helbredsmæssige udfordringer, og om den ældre, der er trådt ud af arbejdsmarkedet.

Derfor har vi i Arbejdsmarkedsudvalget fastlagt en tydelig strategi: Vi ønsker at udvikle en lokal beskæftigelsesindsats baseret på respekt, nærvær og meningsfuldhed. Vi vil prioritere det relationelle arbejde – det personlige møde – frem for standardiserede løsninger og kontroltiltag. Dette kræver politisk handlekraft og klare prioriteringer.

Vi har blandt andet etableret nye partnerskaber med foreninger, virksomheder og civilsamfundsaktører, der kan bidrage til at bringe mennesker tættere på fællesskaber og beskæftigelse. Vi intensiverer vores fokus på unge, på personer, der står længst fra arbejdsmarkedet, samt på at skabe sammenhæng mellem beskæftigelsesindsatser, sundhed og sociale tiltag.

Reformen giver os en mulighed for at tænke i nye baner – men det er afgørende, at økonomiske hensyn ikke går på kompromis med kvaliteten. Som politikere har vi et ansvar for at sikre, at ledige borgere i Frederikshavn Kommune fortsat mødes med håb, støtte og en reel mulighed for at komme videre.

Beskæftigelsespolitikken handler i sidste ende om det mest centrale: Mennesker.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...