Et nordjysk Palmehus – med rødder i Frederikshavn

Når palmerne fra Palmestranden går i vinterhi, står der et rum og venter på nye ideer. Et sted, hvor eksotiske træer møder nordjysk jordfornuft.

Jeg ser for mig, at netop her – hvor palmerne sover, mens vinden hyler over Kattegat – kunne vi skabe et nordjysk Palmehus. En grøn oase med glimt af Glyptoteket, inspiration fra Botanisk Haves Palmehus i København og en forankring i vores egen Vandværksskov og Bangsbo Dyrehaves natur.

Frederikshavn har alt, hvad der skal til for at forvandle et vinterdepot til en helårsmagnet for turisme, læring og liv. Vi har vand, skov, kunst og historie, men vi mangler et sted, hvor alt dette smelter sammen. Et sted, hvor både børn, ældre, studerende, forskere og turister kan trække vejret dybt og mærke, at natur og kultur hører sammen.

Når palmerne på Palmestranden pakkes væk for vinteren, står der et tomt rum tilbage – og et oplagt spørgsmål: Hvorfor nøjes vi med at lade dem overvintre i stilhed, når vi kunne lade dem blive begyndelsen på noget nyt? Jeg forestiller mig et sted, hvor de eksotiske træer får selskab af nordjyske planter, af kunst, musik og mennesker. Et sted, der kunne være vores egen udgave af Palmehuset i København, et Glyptotek i miniformat, forankret i Frederikshavns jord og sjæl. For hvorfor skulle det kun være hovedstaden, der har lov til at samle tropisk varme og nordisk lys under samme tag?

Vi har allerede det vigtigste: en stærk identitet, et byrum med udsigt over Kattegat, og et landskab, hvor naturen aldrig er længere væk end et par skridt. I stedet for at lade palmerne stå som sommerens kuriosum, kunne de blive kernen i et nyt helårsliv. Et nordjysk Palmehus, hvor folk mødes på tværs af generationer, hvor planter og mennesker trives i samme temperatur. En oase, hvor der dufter af både saltvand og citrus, og hvor man kan sidde en grå februar formiddag med en kop kaffe og høre en fugl synge gennem glas.

Jeg tænker det ikke som et monument, men som et mødested. Her kunne palmerne stå side om side med urter fra Bangsbos Hortus Medicus, vores egen nordjyske lægeplantehave, hvor viden om naturens kraft er blevet passet og videreført i generationer. Vi kunne bygge videre på den arv og gøre den levende igen – vise, at natur og sundhed hænger sammen, ikke bare i teorien, men i praksis. Forestil dig genoptræningshold, der bevæger sig mellem planterne; frivillige, der passer bedene; børn, der lærer om fotosyntese og gamle husråd i ét og samme åndedrag.

Frederikshavn Kommune har allerede sat ord på, at fremtiden skal bygges på fællesskab og fornuftig grøn omstilling. Vi behøver ikke opfinde det fra bunden – vi skal bare samle trådene. For i Vandværksskoven lige bag byen ligger en rig natur, der næsten beder om at blive forbundet med Palmestranden. Et stisystem, der snor sig fra strand til skov, fra tropisk drivhus til nordjysk lærketræ, kunne blive en helårsoplevelse i sig selv. En grøn kultursti, hvor naturen, kunsten og historien mødes i et roligt tempo.

Et sådant sted skal ikke være for de få, men for de mange. Det kunne blive kommunens svar på et moderne forsamlingshus – blot med flere blade og fuglefløjt. Et sted for vinterkoncerter, for lokale kunstnere, for foredrag om biodiversitet og for de stille timer, hvor man bare trænger til at trække vejret. Det kunne give Frederikshavn et nyt samlingspunkt, et helårssted midt i byen, hvor både turister og lokale ville finde ro og nysgerrighed. Helårsturisme handler nemlig ikke om at forlænge sommeren, men om at give vinteren sjæl.

Vi har et stærkt frivilligliv, og det er dér, nøglen ligger. Det er ikke store prestigeprojekter, der forandrer en by, men de steder, hvor folk føler sig hjemme. Det her kunne blive et levende samarbejde mellem foreninger, skoler, erhverv og ildsjæle. Et sted, hvor man kan mødes på kryds og tværs – og hvor det ikke koster mere end en varm jakke og et åbent sind at deltage. Vi har vist før, at Frederikshavn kan tænke nyt uden at miste jordforbindelsen. Palmestranden var engang en skør idé – og se nu: den er blevet et vartegn.

Der er en alvor bag drømmen. Vi står midt i en tid, hvor mange nordjyske byer kæmper for at holde liv i midtbyen, i turismen og i den lokale stolthed. Et Palmehus vil ikke redde alt, men det kan blive et symbol på, at vi tror på fremtiden. Det vil skabe arbejdspladser, trække besøgende, styrke vores grønne profil og – vigtigst – minde os om, at skønhed og omsorg også er en del af et sundt samfund. Et hus med planter og mennesker side om side kan være en påmindelse om, at bæredygtighed ikke kun handler om teknik, men om trivsel.

Jeg tror, vi trænger til sådan et sted. Et sted, hvor det er okay at være nysgerrig, at drømme og stoppe op. Et sted, hvor vores børn lærer, at verden er større end en skærm, og hvor de ældre kan mærke, at de stadig har en plads i byens puls. Et sted, der både er smukt og brugbart – nordjysk i sindet, men med udsyn og mod.

Måske vil nogen sige, at det lyder for storladent. Men netop derfor skal vi turde det. For hvad er Frederikshavn uden modet til at tænke større end os selv? Vi kan bygge det med de materialer, vi allerede har: glas, træ, samarbejde og vilje. Det kræver ikke en hovedstad, men en kommune, der tør tro på, at grønne idéer også kan gro i nordenvind.

Så når palmerne igen pakkes væk til vinter, håber jeg, vi ikke bare lægger dem til hvile. Jeg håber, vi lægger kimen til noget nyt. Et sted, hvor natur, kultur og fællesskab smelter sammen – og hvor vi kan sige til både os selv og de besøgende: Velkommen i det nordjyske Palmehus. Her holder livet ikke vinterpause.