Gå til hoved-indhold
08. juli 2025 - kl. 00.07

Faktum er, at man har sparet på de mange for at understøtte de få

  • 1 af 1
Af  Jesper Øgaard Andreasen og Søren Kjær

Byrådskandidaterne Jesper Øgaard Andreasen og Søren Kjær (begge SF) har skrevet dette indlæg: Kære Peter (Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, red.). Du efterlyser seriøsitet hos andre – men pas på, når du peger, for der peger altid tre fingre tilbage på dig selv!

Der er vist kun to foreninger i vores kommune, man mener, der udfører seriøst arbejde i Kultur- og Fritidsudvalget, når FfI Fodbold og FfI Håndbold tildeles 250.000 kroner hver – vel at mærke årligt i fire år. Det svarer til en samlet donation på 1.000.000 kroner til hver forening/event, uden nogen form for ansøgningsproces eller gennemsigtighed!

Ingen uden for Kultur- og Fritidsudvalget vidste noget om disse tilskud, før Kultur- og Fritidsudvalget hen over natten vedtog dem. Er det seriøs forvaltning af kommunens midler, som burde være til rådighed for alle kommunens foreninger – store som små? Det fremgår ikke af nogle dagsordener, at dette har været til debat i udvalget!

Er det seriøst:

  • At tildele så store beløb uden en formel og ikke mindst åben proces?
  • At støtte foreninger/events, der allerede får indirekte tilskud, fx i form af gratis overnatning på skoler?
  • At bevilge midler uden nogen former for præmisser eller vilkår?
  • At argumentere med, at det skal understøtte kommunens vækstspor (turisme), selvom dette sorterer under Økonomiudvalget?
  • At tildele midler med henvisning til turisme, selvom dette ikke indgår i Kultur- og Fritidsudvalgets opgaveportefølje?

Begge events er gode og vigtige for området – og for vores kommune. Dette indlæg er derfor ikke en kritik af de enkelte klubber, men en kritik af den måde, pengene tildeles på. At forfordele visse foreninger på denne måde er udemokratisk og useriøst.

Kunne nogle af pengene ikke have været brugt mere effektivt til at styrke turisme og oplevelsesøkonomi bredere?

  • Kunne Rock på Knivholt udvides til to dage med en underskudsgaranti?
  • Kunne Skagen Maraton med 3.500 deltagere vokse sig endnu større?
  • Kunne Sæby Musikfestival udvikles ved økonomisk støtte eller garanti?
  • Kunne et landsstævne i floorball eller brydning – hvor vi har Danmarks største pigeafdeling – afholdes i kommunen?
  • Kunne vores kulturinstitutioner, f.eks. Sognegården og andre små, charmerende museer, få et løft?

Der findes masser af gode events og foreninger, som kunne udvikle sig med blot lidt støtte. Men faktum er, at man har sparet på de mange for at understøtte de få.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...