Familien Hassan fortæller om Yahya på Frederikshavn Biblitotek
For femte år i træk inviterer Bibliotek & Borgerservice, Frederikshavn Kommune til Poesidage – en hyldest til poesien i alle dens former. En af årets store oplevelser bliver et unikt møde med familien til en af Danmarks mest omtalte digtere.
Yahya Hassan var kun 18 år, da hans digte om en barsk opvækst i Aarhus Vest tog Danmark med storm. Med over 120.000 solgte eksemplarer blev debutværket ”Yahya Hassan” den mest sælgende digtsamling i dansk litteraturhistorie.
Men bag de stærke ord og den pludselige berømmelse gemte sig en ung mand med et komplekst liv – et liv, der fik stor betydning for hans nærmeste. Yahya Hassan døde i 2020, kun 24 år gammel, men efterlod sig et poetisk aftryk, der stadig sætter spor.
Nu er det familien, der tager ordet. I bogen ”Familien Hassan” deler Yahyas mor og søskende deres egne historier og oplevelser.
Torsdag 28. august kan du møde Yahyas bror, Abdullah Hassan, på Frederikshavn Bibliotek. I samtale med journalist Steffen Stubager løfter de sløret for en personlig og ærlig fortælling om livet med en af Danmarks mest omtalte digtere – om kærlighed, konflikter og om, hvordan rampelyset forandrede alt.