Gå til hoved-indhold
09. august 2020 - kl. 19.08

FC Vakok får drømmestart i serie 3: Knuser HI 6-0

  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

FC Vakok fik en regulær drømmestart, da holdet i klubbens første serie 3-kamp nogensinde nedsablede Hjørring IF med 6-0.

Kanal Frederikshavn markerede den længe ventede sæsonstart i serierækkerne med Double Up i Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Det vil sige, at vi havde udvalgt to opgør i åbningsweekenden til Ugens Kamp. 

FC Vakok består næsten udelukkende af spillere, som stammer fra Myanmar (Burma), og det kan ses både på og uden for grønsværen. Først og fremmest er der smil, glæde og høflighed at spore hos både spillere, ledere og tilskuere. Og på banen imponerer spillerne med en fin teknik, hurtighed og effektivitet.

Hjørring IF kom til Frederikshavn med et meget ungt hold, som i øvrigt blev trænet af den tidligere landsholdsmålmand Mogens Krogh. Det passede FC Vakok fint, at de ikke blev udfordret fysisk, og der var aldrig tvivl om udfaldet efter Thawng Hlawn Chus åbningsmål efter 21 minutter.

Job Biak Uk Sang øgede til 2-0 med en flot afslutning i det lange hjørne, og Thawng Hlawn Chu gjorde det til 3-0 efter 35 minutter. En flot debut af Chu, som er skiftet fra FfI's U17-hold.

Den spillende træner Biak Sang scorede til 4-0 i det 59. minut efter et smukt, smukt samarbejde med Thawng Hlawn Chu.

Te Lung Mual Chin og Sui Thawng Lianching sørgede for, at det blev en sejr med tenniscifre.

- Vi spillede godt sammen, der var hele tiden lyd på banen og god energi, og vi støttede hinanden, siger 18-årige Thawng Hlawn Chu til Kanal Frederikshavn.

Han drømmer allerede stort på vegne af FC Vakok på spørgsmålet, om klubben skal rykke på i serie 2.

- Ja, det skal vi. Det regner jeg med nu, hvor vi har slået Hjørring med 6-0, smiler den unge målscorer.

Spillerne på FC Vakoks hold kommer primært fra Frederikshavn og Sæby, men der er også nogle, som tager turen fra Aalborg og Hjørring for at træne to gange om ugen på banen ved siden af Frederikshavn Stadion og selvfølgelig spille kampe.

Med storsejren lægger FC Vakok sig i spidsen af Sparekassen Vendsyssel Ligaen. Næste kamp er på lørdag mod Tårs/Ugilt IF, og onsdag 19. august er der lokalopgør mod FfI's tredjehold.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...