Foredrag om Stygge Krumpen og Middelalderens Sæby
Torsdag 15. februar afvikler bestyrelsen "For Retfærdigheden" et foredrag ved museumsinspektør Jens Thidemann, Sæby, der fortæller om Middelalderens Sæby og Stygge Krumpen og hele baggrunden for, at Sæby blev en privilegeret købstad, som om få måneder kan fejre sit 500-års jubilæum som netop købstad.
Foredraget bliver det første i en række med nedslag i Sæbys historie om kunstnere og forfattere, industrialiseringen, 2. verdenskrig, inden der sluttes af 24. oktober med et kvalificeret bud på Sæbys fremtid.
"For Retfærdigheden" har allerede gjort forberedelser klar til Grundlovsmødet 5. juni, hvor borgmester Birgit S. Hansen har sagt ja til at holde årets grundlovstale under trækronerne i Retfærdighedens hyggelige have.
Hele sommeren vil der i retssalen og tinglysningen være udstilling om Sæbys 500-årige historie. Kernen i udstillingen vil være bykort og billeder fra tidligere udstillinger i kulturhuset – først og fremmest den historiske udstilling "Sæby før og nu", der vistes i 2019.
Denne udstilling vil blive suppleret med nedslag om 2. verdenskrig, flugtruten til Sverige og de tyske flygtninge samt den senere "kolde krig". Desuden vil fotografiske bygninger fra Sæby Fotoklub indgå i udstillingen, som åbnes 5. juni og frem til 18. juni. Udstillingen gennemføres med støtte fra Velux Fonden.
I øvrigt begynder første halvårs program i For Retfærdigheden på mandag 29. januar, hvor Venneforeningen har inviteret historieprofessor Poul Duedahl, Aalborg Universitet, som vil tage tilhørerne med på en rejse tilbage til 1800-tallet – en tid med statsstøttet sørøveri og lakuner af lovløshed i "landet norden for lands lov og ret".
"For Retfærdigheden" er Sæbys gamle råd- og tinghus fra 1848. Som kulturhus er bygningen etableret og drives udelukkende ved frivillig arbejdskraft, lige fra arrangementerne i bygningen til den almindelige daglige vedligeholdelse, administration og øvrige drift.
I huset er der mødefaciliteter og en række forskellige lejere, blandt andet "Your Art Café Keramik og smykkecafé", "Galleri Nordenvind", "Elversøe Fotografi" samt et væveri.