Fredag: Kom i julestemning på Rådhuscentrets julemarked
Julestemningen breder sig i Frederikshavn, når Rådhuscentret inviterer til det traditionsrige julemarked fredag 21. november fra kl. 9.00 til 13.00. Dørene åbnes til en dag fyldt med hygge, smagsoplevelser og kreative indslag for hele byen.
Hvad kan du opleve?
Har du nogensinde set et hæklet juletræ på tre meter? Jamen, så kom denne dag og se det flotte træ.
Rådhuscentrets egen bod har masser af kreative produkter og flotte dekorationer til salg lavet af borgerne i centrets værksted. Ligeledes vil der være flere håndværksboder med lokale kunstnere, der præsenterer og sælger unikke håndlavede varer.
Centerrådet har tørret støvet af deres store lykkehjul – her kan man vinde spændende gevinster, der er sponsoreret af byens butikker. Eller man kan støtte Centerrådets arbejde ved købe lodder og måske være den heldige vinder.
Centerets revyhold pønser på at komme forbi scene og lave et par små overraskelser i løbet af dagen - gad vide, hvad de har fundet på?
- Dette er en dag, som både borgere og personale har glædet sig til. Den første duft af jul, alle de gode tilbud og så er der bare smil over hele femøren hos alle, fortæller Søren Vestergaard Pedersen, leder af aktivitetsområde Øst.
Rådhuscentrets café serverer den store juletallerken med brune kartofler, grønlangkål og medister. Dette kan købes af centrets målgruppe. Og hvis man ikke tilhører denne, så står centerrådet klar med hotdogs, æbleskiver og diverse drikkevarer dagen lang.
Rådhuscentret er ét ud af otte aktivitetscentre i Frederikshavn Kommune. Målgruppen er borgere på efterløn og pensionister i alle aldre.





































