Frederikshavn skal være centrum for Danmarks militære oprustning
Folketingsmedlem Mohammad Rona, Moderaterne, opstillet i Nordjylland, har skrevet dette indlæg: Danmark opruster. Det gør vi, fordi verdenssituationen kræver det. Spørgsmålet er ikke om, men hvor og hvordan. Her er svaret egentlig oplagt: Frederikshavn og resten af Nordjylland skal danne rammen for Danmarks militære oprustning. Og det skal de nordjyske folkevalgte stå vagt om – uanset politisk ståsted!
Det handler ikke om lokalpatriotisme. Det handler om realisme.
Frederikshavn ligger strategisk rigtigt i forhold til Østersøen, Skagerrak, Nordsøen og Arktis. Det er Danmarks port mod nord – og dermed direkte relevant for NATO’s nordlige flanke. Hvis vi tager rigets og Europas sikkerhed alvorligt, skal vi også tage geografi alvorligt.
Samtidig findes infrastrukturen allerede: flådestation, havn i international klasse, maritime virksomheder, værfter og stærke faglige miljøer. Det betyder, at vi kan opruste hurtigere, billigere og mere effektivt end ved at opfinde nye løsninger andre steder i landet. Det er sund fornuft og ansvarlig brug af skatteborgernes penge.
Men der er mere på spil end militær logik. Oprustning er også erhvervspolitik og regionalpolitik. Når vi investerer i forsvaret i Nordjylland, investerer vi i arbejdspladser, uddannelse, tryghed og lokal udvikling. Det styrker sammenhængskraften og sikrer, at oprustningen ikke kun bliver en centraliseret øvelse i København, men noget der mærkes og virker i hele landet.
Lad os sige det, som det er: Danmark har ikke råd til symbolpolitik. Vi har brug for løsninger, der virker i praksis. Frederikshavn er klar. Kompetencerne er her. Placeringen er rigtig.
Det vil jeg kæmpe for – ikke kun for Frederikshavn, men for hele vores region!




































