Frederikshavner udtaget til veteranlandskamp mod Sverige
Peter Have Jensen fra Frederikshavn Golfklub er udtaget til veteranlandskampen 15.-16. september mod ærkerivalerne Sverige. Lanskampen afvikles i det sydligste Sverige i Falsterbo på en ganske særlig bane.
- Det er en rigtig fed bane. Jeg spillede den for et par år siden. Det er det nærmeste, vi her i Skandinavien kommer en ægte linksbane, siger Peter Have Jensen.
Han er udtaget af Dansk Golf Union til landskampen grundet sin flotte andenplads på DGU's veteranrangliste.
- Jeg må tilstå, at jeg er rimelig stolt over udtagelsen, men jeg kan bestemt også godt mærke det i maven nu. Forventningspresset ligger dog hos svenskerne, som sidste år vandt 8-1 i Danmark. Vi er underdogs, erkender Peter Have Jensen.
Han har vundet tre turneringer i 2023 og opnået fine placeringer i andre turneringer.
- Jeg er mest stolt over at have vundet Danish Open Championship. Den blev spillet på Lübker, hvor der næste år skal spilles DP World Tour. Jeg har også deltaget i flere internationale turneringer i Italien, Litauen og Sverige. Sammen med to andre vandt vi Nations Cup i den prestigefyldte Scandinavian Open. Det var ikke mindst takket være Michael Flindt, der gik 13 under par, fortæller Peter Have Jensen.
Danmarks hold består desuden af den spillende kaptajn Michael Flindt, Claus Jensen, Carsten Brandt, Søren Bollerup samt Kim Worm.
- Det bliver noget af en udfordring. Alle de svenske spillere har efter sigende +handicap. At tro på en sejr i år er ambitiøst, men intet er umuligt. Det er jo golf. Under alle omstændigheder må målet mindst være at klare sig bedre end sidste år, vurderer den frederikshavnske landsholdsspiller.