Fysioterapeuter har strejket et halvt år: Det er Danmarks længste strejke
Fysioterapeuterne hos BeneFiT Nord i Frederikshavn og Sæby har nu strejket et halvt år, det vil sige siden 15. maj. Ifølge Fysioterapeuternes Fagforening er det den længste strejke nogensinde i Danmark.
- Det er en vild rekord, som viser, at fagkampen i dag er lige så vigtig, som den var for 10 eller 20 år siden, siger Signe Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening.
Hun oplyser, at der foregår intense forhandlinger mellem parterne, og hun håber, at det lykkes at lave en aftale på denne side af juleferien.
- Situationen har ændret sig i løbet af det halve år. Nu mærker vi en vilje til at mødes, og der er en god dialog mellem os. Vi mødes flere gange om igen, oplyser Signe Børsting.
Næste møde finder sted på mandag.
- De seneste to måneder har vi oplevet konstruktive forhandlinger, fastslår Signe Børsting.
Fysioterapeuterne hos BeneFiT Nord kæmper for bedre løn. Fysioterapeuterne får markant lavere løn end offentligt ansatte. Ifølge Fysioterapeuternes Fagforening kan forskellen være op til 100.000 kroner årligt.
Der er ingen arbejdsgiverbetalt pension hos BeneFiT Nord, ingen sjette ferieuge og ingen ret til barnets første sygedag.
To af de 12 fysioterapeuter, som indledte deres strejke 15. maj, arbejder ikke længere hos BeneFiT Nord. De har ifølge Signe Børsting fundet et nyt arbejde med bedre løn, pension og ferieforhold.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra BeneFiT Nord, men de har ikke reageret på vores henvendelse.




































