Fysioterapeuter hos BeneFiT Nord genoptager arbejdet på fredag
Efter seks måneders forhandlinger er der nu endelig indgået en overenskomst for fysioterapeuter ansat i BeneFiT Nords klinikker i Frederikshavn og Sæby. Overenskomsten følger de almindelige regler på det danske arbejdsmarked og er indgået som en normallønsoverenskomst efter den danske model. Fysioterapeuterne hos BeneFiT Nord genoptager arbejdet på fredag 21. november.
- Vi kan med tilfredshed melde, at der efter et langt forløb nu er enighed parterne imellem om en to-årig aftale. Det er tale om den første overenskomst på området for fysioterapiklinikker, der arbejder indenfor det offentlige private samarbejde. Det er ingen hemmelighed, at det har været en svær proces, idet en aftale forudsætter enighed om håndteringen af den økonomiske ramme, som er helt særlig for de fysioterapiklinikker, der løser opgaver inden for praksisoverenskomsten med RLTN (regionerne). Hos BeneFiT Nord er vi glade for, at vi nu igen kan fokusere på at yde den bedste fysioterapi til de nordjyder, som har brug for vores hjælp, siger Kenneth Madsen, indehaver af BeneFiT Nord.
Fysioterapeuternes Fagforening, som er en del af Serviceforbundet, har forhandlet overenskomsten med arbejdsgivernes organisation Dansk Erhverv.
Den nye overenskomst giver blandt andet de ansatte et markant løft af lønnen, fem fridage, ret til løn under barns første sygedag, arbejdsmarkedspension, retten til at vælge en tillidsrepræsentant, bedre barsel og seniorordning.
Formanden for Fysioterapeuternes Fagforening, Signe Lærke Børsting, glæder sig over, at der nu er landet en aftale:
- Jeg er meget glad for, at vi endelig har en overenskomst på plads. Vi havde naturligvis håbet, at det kunne være sket tidligere, men jeg er rigtig glad for den overenskomst, vi nu er nået frem til, siger Signe Lærke Børsting.
Hele landet mangler overenskomst
Den nye overenskomst ligger langt over basiskontrakten, som mange fysioterapeuter på andre private fysioterapeutklinikker er ansat under.
I modsætning til offentligt ansatte fysioterapeuter er privatansatte fysioterapeuter nemlig ikke overenskomstdækket i dag.
Fysioterapeuternes Fagforening og Dansk Erhverv indleder nu forhandlinger om en overenskomst for hele branchen på det private praksisområde.
- Vi har været undervejs mere end tre år, da vi igennem lang tid har ønsket at indgå en overenskomst for at få organiserede forhold. Det har vi forsøgt med de to forbund, der organiserer fysioterapeuter, og vi har nu indgået en aftale med Fysioterapeuternes Fagforening, siger Kenneth Madsen.





































