Gå til hoved-indhold
06. november 2025 - kl. 18.11

​​​​​​​Gør Frederikshavn Kommune erhvervsvenlig – i praksis

  • 1 af 1
Af  Rikke Stjerne Møller

Byrådskandidat Rikke Stjerne Møller (V) har skrevet dette indlæg: Både borgere og virksomheder oplever i dag, hvor svært det kan være at få nye idéer igennem. Selv små ændringer i en lokalplan mødes alt for ofte af skepsis og lange forløb. Resultatet er tabt mod, tabt investeringslyst – og tabte muligheder i både by og på land.

Når drivkraften vander ud, mister vi arbejdspladser, skatteindtægter og nye borgere. Hvis vi skal udvikle os, skal vi være nysgerrige og turde se nye muligheder. Frederikshavn Kommune skal være kendt for at hjælpe dem, der vil noget – ikke for at sænke dem. Det kræver konkrete greb, der kan mærkes ved skranken og i hverdagen.

Fastere greb og større ansvar
Virksomheder og iværksættere skal møde én samlet indgang til kommunen og få en navngiven kontaktperson, der følger sagen fra idé til afgørelse. Ingen rundsendelser, ingen blindgyder – bare ét ansvar og en klar plan, så sagerne ikke tabes mellem afdelinger.

Forudsigelighed skaber tillid. Der bør gives kvittering og første, reelle tilbagemelding inden for en kort tidsramme, og der skal være åbne servicemål for byggesager, lokalplantillæg, udeservering, events m.m. Hvis en frist skrider, skal der kvitteres med en begrundet status og en ny, realistisk tidsplan. Så ved alle, hvor de står – og hvornår de kommer i mål.

Små ændringer skal behandles hurtigt
Standardiserede skabeloner til ansøgere og tjeklister gør arbejdet lettere, mere ensartet og effektivt. De sparer tid, løfter kvaliteten og styrker samarbejdet – og kan bruges ved fx facadeændringer, butik-til-bolig og midlertidige aktiviteter. Det holder liv i midtbyerne og gør det nemmere at afprøve nye idéer. For at undgå unødigt bureaukrati skal skabelonerne naturligvis anvendes fleksibelt og tilpasses den konkrete kontekst. 

Fleksible lokalplaner skaber liv og udvikling
Lokalplanerne skal give plads til blandede funktioner: bolig, service, kultur og håndværk. Midlertidige tilladelser til pop-ups og events skal kunne gives smidigt, for lys i vinduerne skaber byliv – og byliv skaber handel. Vi skal handle hurtigt for at undgå at midtbyerne ikke dør hen, så når reglerne står i vejen for sund fornuft, skal vi justere reglerne.

Faste dialogmøder skal sikre udvikling
Handling og gennemslagskraft skal sikre udvikling. Derfor skal dialogen med erhvervsliv, detail, turisme og landdistrikter være regelmæssig og resultatorienteret. Kvartalsvise møder skal følge op på konkrete nøgletal som ventetider, gennemførte projekter og kundetilfredshed så vejen fra de erhvervsdrivende og kommunen bliver kortere og sikre en højere erhvervsvenlighed.

By og land rummer samme ambition, men lokale løsninger
I midtbyerne handler det om at fjerne barrierer og skabe flow mellem gader og pladser. I landdistrikterne skal det være enklere at etablere gårdbutikker, småproduktion og turisme. Ambitionen er fælles, men værktøjerne skal tilpasses lokalt. Det er ikke ekstra service – det er en helt almindelig, forventelig kommunal praksis.

Kortere vej fra idé til virkelighed
Når vejen fra idé til tilladelse bliver kortere, følger investeringer, arbejdspladser og skatteindtægter med. Og vigtigst: Vi viser, at Frederikshavn Kommune tror på dem, der vil noget. Ambitionen er helt enkelt: Et JA, hvis det kan lade sig gøre – eller HVORDAN får vi det til at lade sig gøre?

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...