Hundelufter blev onsdag eftermiddag truet med spingkniv på Sæbybanestien
En 31-årig mand fra Frederikshavn blev onsdag eftermiddag ved 14.30-tiden skubbet omkuld på Sæbybanestien og truet med en springkniv, da han gik tur med sin hund.
Manden har anmeldt episoden til Nordjyllands Politi og har desuden kontaktet Kanal Frederikshavn i håbet om, at manden, som truede ham med en kniv, får dårlig samvitighed og melder sig til politiet.
Den 31-årige fortæller, at han luftede sin hund på Sæbybanestien. På strækningen mellem Kalkværksvej og Rådhus Allé, altså tæt på midtbyen, mødte han en kvinde, som også var ude for at lufte sin hund.
Manden mente dog ikke, at hun havde styr på hunden, fordi hun gav den lang snor. Det valgte den 31-årige at sige til kvinden. I samme øjeblik dukkede en anden mand op på Sæbybanestien.
- Jeg havde lige bemærket manden komme ud fra Pitstop på Kalkværksvej (Det Sociale Pitstop, red.), og han sagde, at jeg skulle sige undskyld til kvinden. Jeg bad manden om at lade være med at blande sig, og så kaldte vi hinanden for bøsserøve, fortæller den 31-årige frederikshavner til Kanal Frederikshavn.
Nu udviklede situationen sig. Ifølge den 31-årige blev han skubbet ned i en busk, hvorefter manden tog en springkniv frem og holdt den tæt på den 31-åriges hoved.
- Jeg nåede at tænke: Hvad fanden sker der lige her? Er jeg ved at blive stukket ned? Jeg er aldrig blevet truet med en kniv før, siger den 31-årige mand.
Det lykkedes ham at komme på benene, hvorefter han flygtede med sin hund i retning mod Fri Bikeshop og La Vida Pizzeria i Søndergade. Han valgte herefter straks at anmelde sagen til politiet.
Der er følgende signalement af manden med springkniven:
- Cirka 180 centimeter
- Dansk af udseende
- Sidst i 20'erne
- Blå cowboybukser
- Grønlig dunjakke
- Grå hue
Politiet kan kontaktes på 1-1-4, hvis du kan hjælpe med opklaringen af denne sag.