Hvis du er i tvivl – så vælg balancen
Folketingskandidat Morten Arvidsson (Moderaterne), Sæby, har skrevet dette indlæg: Der er mange, der spørger mig i øjeblikket: Hvem peger I egentlig på som statsminister?
Samtidig viser hverdagen noget andet: Danskerne er ikke optaget af blokke. De er optaget af, om deres hverdag fungerer.
Sundhed.
Trivsel.
Ældrepleje.
Tryghed.
Men alt for ofte bliver politik gjort til et valg mellem rød og blå. Og i en tid med krig, økonomisk uro og pres på vores velfærd - så er det ikke nok at vælge side.
For uden samarbejde går tingene i stå. Og uden balance mister vi retning.
Så spørgsmålet er ikke bare: Hvem peger på hvem?
Spørgsmålet er: Hvem kan få Danmark til at fungere?
Mit svar er enkelt: Vi peger ikke på en person. Vi peger på balancen.
Som træner har jeg lært én ting: Et hold vinder ikke, fordi alle vil score. Det vinder, når vi bringer alle i spil – og nogen får spillet til at hænge sammen. Det er den rolle, jeg ønsker at spille. Som playmaker.
Jeg stiller ikke op for at blive valgt igen og igen. Jeg stiller op for at gøre en forskel. For Nordjylland. For din hverdag. For din livskvalitet.
Det er også tanken bag KRAMMES:
Kost, Rygning, Alkohol, Motion, Miljø, Ensomhed og Søvn/stress.
Hvis vi bliver bedre til bare nogle af de ting, kan vi give dig og dine medmennesker flere gode leveår. Og samtidig aflaste et sundhedsvæsen under pres - og et arbejdsmarked, der har brug for mennesker.
Det kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at tænke nyt. Og mod til at sige tingene, som de er.
Men også respekt for det, der virker.
Derfor står jeg for balance. Ikke for blokke. Ikke for symbolpolitik. Men for løsninger.
Hvis du er i tvivl - så vælg ikke side. Vælg balancen. Os, der samler – frem for at splitte.
Stem personligt, hvis du ønsker en kandidat, der både kan samle – og tør udfordre. En kandidat, der holder hovedet koldt – og hjertet varmt.




































