Gå til hoved-indhold
31. maj 2024 - kl. 00.05

Venstre vred over valg af bestyrelsesmedlemmer til FH Ejendomme

  • 1 af 1
    - I taler så meget om tillid, demokrati og inddragelse. Er vi helt væk fra det igen?, spurgte Jan Bjeldbak (V).
Af: Michael Frederiksen

I forbindelse med Frederikshavn Kommunes overtagelse af Frederikshavn Havn skulle der på onsdagens byrådsmøde udpeges fem bestyrelsesmedlemmer til FH Ejendom A/S. Umiddelbart et hurtigt overstået punkt, men Venstre blev forbigået, og det brød partiet sig ikke om.

 

-  Det er demokratiets lod. Vi må godt være uenige, men flertallet bestemmer, og vi har talt med hinanden inden byrådsmødet. Det er helt normalt, pointerede borgmester Birgit S. Hansen.

FH Ejendommes formål er at erhverve og udleje fast ejendom, drive havnerelateret operatørvirksomhed, stevedorevirksomhed samt anden virksomhed, der falder indenfor havnelovens rammer. 

Peter Sørensen (UP), Karsten Thomsen (A), Peter E. Nielsen (A), Ole Rørbæk (A) og John Lamp Henriksen (C) blev valgt til betyrelsen. Det vil sige, at Venstre - det næststørste parti i Frederikshavn Byråd - blev forbigået.

Administrationen anbefalede, at medlemmerne blev udpeget blandt Økonomiudvalgets medlemmer, da Frederikshavn Havn ansvarsmæssigt er lagt under Økonomiudvalget.

Af sagsfremstillingen fremgik det, at Valggruppe 1 (Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Dansk Folkeparti) udpegede fire medlemmer, mens Valggruppe 2 (Venstre, Danmarksdemokraterne) udpegede ét medlem ud fra H’Donts metode.

Derfor troede Venstre, at de skulle indstille en person, og Jan Bjeldbak tog ordet og indstillede Jens Borup, selv om han ikke er medlem af Økonomiudvalget. Valggruppe 2 var dog allerede repræsenteret ved Peter Sørensen, som nu er løsgænger, men blev valgt for Venstre ved kommunalvalget i 2021.

- Har I valgt Peter Sørensen på vores vegne? Vi er uforstående overfor denne beslutning. Det kan godt være, at det er superklart for jer, men hvorfor er det så nævnt på denne måde i sagsfremstillingen, sagde Jan Bjeldbak.

Lone Haugaard (V) forstod det heller ikke.

- Skal det ikke besluttes i Byrådet? Det virker ikke særlig demokratik, udtalte Lone Haugaard.

Borgmester Birgit S. Hansen noterede lettet irrirteret, at hun nu gav ordet til Jan Bjeldbak for fjerde gang, og derfor forlangte hun, at han havde noget nyt at sige.

- Det har jeg ikke, men I taler så meget om tillid, demokrati og inddragelse. Er vi helt væk fra det igen?, spurgte Jan Bjeldbak.

Peter Sørensen mente ikke, at der var så meget hokus-pokus i sagen.

- Det er ikke andre end mig, der kan sidde i bestyrelsen fra Valggruppe 2. Længere er den ikke, konstaterede Peter Sørensen.

22 stemte for, mens Venstres fem medlemmer stemte imod. Læsøgængeren Erik Kyed Trolle og Jens Nygaard undlod at stemme.

Der ydes ikke særskilt vederlag for bestyrelsesarbejdet i FH Ejendomme A/S.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...