Gå til hoved-indhold
03. november 2023 - kl. 00.11

Jens Jørgen Calundan arbejder også som 80-årig, hvis han har det godt

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

I eftermiddag fejrer 250-300 gæster ejendomsmægler Jens Jørgen Calundans 70-års fødselsdag på Hotel Scandic The Reef. Fødselaren er i topform, og han udelukker ikke, at han stadig er aktiv på arbejdsmarkedet, når han fylder 80 år.

- Jeg nyder at stå op, spise morgenmad og køre på arbejde. Det er kanon, selv om alting er meget anderledes, end da vi startede. Dengang fyldte en købsaftale halvanden side. Nu er det en regnskov. Det er gået over gevind. Vi skal lave alle mulige rapporter, beklager Jens Jørgen Calundan.

Det overskygger dog ikke glæde ved at være selvstændig ejendomsmægler, som han blev i 1977, da han kun var 24 år. Han sagde farvel til sit job i skatteforvaltningen i Frederikshavn Kommune. Han havde hjulpet sin ven og holdkammerat i FfI, Flemming Grey, i hans ejendomsmæglerbutik, så beslutningen virkede naturlig. Og han har aldrig fortrudt springet. Han er vild med at være ejendomsmægler.

- Du taler med en hel masse mennesker, som du hjælper med at få det, de gerne vil have, uanset om det er bolig, lejemål eller erhverv. Du gør noget, som de bliver glade for, og vi gør en dyd ud af et højt serviceniveau. Vi står på pinde for kunderne fra morgen til aften. Jeg siger ikke nej - heller ikke, hvis det drejer sig om et lille lejemål lørdag eftermiddag i Skagen, udtaler Jens Jørgen Calundan.

Han har endnu ikke besluttet, hvornår han skal pensioneres og tilbringe mere tid med Margit i huset på kommunegrænsen mellem Frederikshavn og Hjørring.

- Margit har, men jeg har ikke. Hun kunne godt tænke sig, at jeg arbejdede mindre, men jeg kan altså ikke gå ned på en arbejdsuge på tre eller fire dage, erkender dagens fødselar.

Så måske arbejder du stadig som 80-årig?

- Ha-ha-ha, hvis jeg har det godt, så gør jeg. Hvorfor skulle jeg ikke det?

I første omgang kigger Jens Jørgen Calundan frem mod virksomhedens 50-års jubilæum om fire år.

- Det er der ikke mange ejendomsmæglere, som opnår. Det er faktisk godt gået i en branche som vores, hvor der kun er "børn", når jeg sidder til møder andre steder i landet. De er unge og har ikke den store erfaring.

Ejendomsmæglerfirmaet Calundan har i dag afdelinger i Frederikshavn, Hjørring og Skagen. Det mener Jens Jørgen Calundan er passende. Han begyndte allerede for 10 år siden at tænke på at foretage et generationsskifte. De planer arbejdes der stadig med. Med to børn i virksomheden er der naturlige arvtagere, men den mangeårige medarbejder Brian Jensen er også med i ligningen.

Jens Jørgen Calundan boede på Stenbakkevej, da han blev født i 1953. Forældrene var lige flyttet op på den hullede grusvej fra Frydenstrand. Først senere blev Stenbakkevej asfalteret og beriget med et fortov. Hans far arbejdede ved Statsbanerne, mens mor var hjemmegående. Skolegangen foregik på Ørnevejens Skole.

Frk. Nielsen underviste Jens Jørgen Calundan i dansk. Hun var altid udstyret med en pegepind, når hun gik rundt på skolen. 

- Opførte man sig ikke ordentligt, røg man op på første række og fik et rap over nallerne. Så skulle man nok huske at opføre sig ordentligt, smiler Jens Jørgen Calundan, som dog aldrig selv fik frk. Nielsens pegepind at mærke.

"Fut-Hansen" underviste i gymnastik, og det gik Jens Jørgen Calundan meget op i. Ligesom med det meste andet sport var han faktisk ret dygtig til springgymnastik, så han blev meldt ind i FfI Gymnastik, hvor tidligere frisør Per Lind var instruktør.

Det var dog fodbold, som hurtigt fangede hans interesse, og i en alder af blot 17 år debuterede han på FfI's divisionshold.

- Det var fodbold, fodbold og fodbold, og det har jeg sådan set været rigtig glad for.

Det blev til 159 kampe for FfI's førstehold, hvor han blandt andet var med, da Frederikshavn i 1976 igen rykkede op i landets bedste række, som dengang hed 1. division.

Han valgte dog allerede som 24-årig - i 1977 - at stoppe på FfI's divisionshold. Det skete samtidig med, at han åbnede ejendomsmæglerfirmaet Calundan. Det blev et definitivt farvel til FfI Fodbold. Han har aldrig været involveret i bestyrelsen eller andet i klubben.

- Jeg har ikke haft ressourcerne til det, og så er jeg blever spurgt om nogle andre ting. Jeg har været formand for golfklubben og har brugt meget af min tid i Rotary, hvor jeg har lagt mine æg.

Jens Jørgen Calundan har selvfølgelig noteret, at FfI i dag frister en tilværelse i serie 1, og han har fortalt klubben, hvad han mener, den bør gøre.

- Der er ærgerligt, at vi ligger i serie 1. Vi har trods alt en by med 25.000 indbyggere. Vi bør slå os sammen Hjørring. Det ville jeg ikke have noget imod. Jeg har selv spillet et par sæsoner i Hjørring, og det vil være det eneste rigtige, mener Jens Jørgen Calundan.

Der er fødselsdagsreception i dag fra kl. 12.00-16.00 på Hotel Scandic The Reef. 250 gæster har tilmeldt sig på forhånd, så besøgstallet nærmer sig sikkert 300.

- Jeg er lidt stolt over, at folk gider at møde op til en gammel mands 70-års fødselsdag, siger Jens Jørgen Calundan.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...