Gå til hoved-indhold
19. september 2014 - kl. 12.09

Jensens Fiskerestaurant blev den lille i Højesteret

  • 1 af 2
    FOTO: TV2/Nord
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Jensens Fiskerestaurant i Sæby blev den lille i Højesteret i sagen, som var anlagt af Jensens Bøfhus. Frederikshavneren Jacob Jensen, der ejer Sæby Fiskeresurant, skal betale et vederlag på 200.000 kroner for blandt andet krænkelse af varemærkerettigheder.

Jacob Jensen har ellers trukket det længste strå i sagen indtil nu, men Højesteret har en anden opfattelse. Det fremgår af Højesterets hjemmeside:

Jensen’s Bøfhus A/S har siden 1990 drevet en række restauranter under navnet Jensen’s Bøfhus, og har på nuværende tidspunkt ca. 48 restauranter i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Danske Familierestauranter A/S er moderselskab og ejer rettighederne til navne og figurmærker. 

Sæby Fiskehal ApS, der ejes af Jacob Jensen, begyndte i 2001 at drive virksomhed under navnet Jensens Fiskerestaurant. I 2005 åbnede Sæby Fiskehal en restaurant i Skagen, i 2011 en restaurant i Kerteminde og i 2012 en restaurant i Fåborg. I dag driver Sæby Fiskehal alene restaurant i Sæby. 

I februar 2012 rettede Danske Familierestauranter henvendelse til Sæby Fiskehal og gjorde gældende, at Jensen’s/Jensen’s Bøfhus og Jensens Fiskerestaurant var forvekslelige, og at navnet Jensens Fiskerestaurant var en utilbørlig udnyttelse af Jensen’s Bøfhus’ særpræg og renomme. 

Højesteret kom frem til, at ”Jensens” som kendetegn for restaurationsvirksomhed og salg af fødevareprodukter har fornødent særpræg til at kunne opnå beskyttelse efter varemærkeloven, og at ”Jensens” må anses for velkendt i Danmark. Sæby Fiskehals markedsføring ved brug af ”Jensens Fiskerestaurant” i samme branche indebar en utilbørlig udnyttelse af Jensen’s Bøfhus’ varemærkes særpræg og renomme. Den omstændighed, at Sæby Fiskehal ejes af Jacob Jensen, kunne ikke føre til et andet resultat. Sæby Fiskehal skulle derfor betale et vederlag på 200.000 kr. for krænkelse af varemærkerettigheder og for brug af det logo, som blev forbudt ved Sø- og Handelsrettens dom. Jacob Jensen personligt blev frifundet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...