Kan White Hawks besejre de danske mestre fra Odense på hjemmebane?
Søndag eftermiddag kommer de danske mestre fra Odense Bulldogs på besøg i Nordjyske Bank Arena, hvor Frederikshavn White Hawks tager imod til en spændende dyst. Høgene skal forsøge at følge op på de positive momenter, der var at tage med fra straffeslags-sejren i Esbjerg fredag aften.
Odense kvalificerede sig fredag aften til Final4,med sejr i Rungsted, og derfor har de stor selvtillid med til Frederikshavn i eftermiddag. Mestrene har haft en lidt blandet sæson hidtil, men ligner et hold, der er ved at finde melodien.
WH har også haft en blandet sæson, hvor det er blevet til flere op- og nedture. En af opturene var fredag aften, hvor holdet havde stor effektivitet på sine chancer. Dejligt at se Thomas Spelling score to gange, og alt i alt var der mange positive ting, som coach Fredrik Johansson kunne tage med hjem i bussen.
Desværre lykkede det ikke at holde 4-0 føringen, men en kølig Alexander Lunsjö sørgede heldigvis for, at der kom to tiltrængte point ind på høge-kontoen efter straffeslag.
Til kampen i fredags manglede White Hawks igen sin normale førstekeeper August Hedlund, men Kevin Frydkjær leverede en fremragende præstation mellem stængerne. Samtidig var Christian Mieritz også ukampdygtig med en skade, og derfor var veteranen Rasmus Søndergaard kaptajn.
Det er han også i eftermiddag, og 12'eren er ikke i tvivl om, hvad nøgleordet bliver mod fynboerne:
- Vi skal spille 60 minutter, så enkelt er det bare, lyder det fra Søndergaard.
Efter dagens kamp er der landsholdspause, og derfor handler det om at slutte ordentligt af, inden spillerne kan få sig et fortjent hvil og nogle dages fri, hvor der skal tænkes på alt andet end ishockey.
- Vi skal bare ud og give alt, hvad vi har i dag, for der er pause bagefter, og det handler om at slutte godt af inden den pause. Ingen skal være i tvivl om, at vi gerne vil ud og lave en rigtig god hjemmekamp for vores fans, lyder det fra Rasmus Søndergaard.
Nordjyske Bank Arena byder indenfor med kampstart klokken 15:00, hvor Niklas Knøsen og Alexander Kaptajn har ansvaret som hoveddommere.



































